Vestre Landsrets dom af 19. marts 2024

Sagen angik spørgsmålet, om sagsøger havde krav på yderligere personskadeerstatning som følge af et færdselsuheld, der fandt sted i 2018, hvorved sagsøger blev påkørt af en bilist og pådrog sig et benbrud på venstre ben. Forsikringsselskabet for bilisten havde anerkendt erstatningsansvaret i medfør af færdselslovens regler og udbetalt godtgørelse for svie og smerte og varigt mén samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for en syvmåneders periode i 2018.

Sagsøger gjorde heroverfor gældende, at han havde krav på yderligere godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Dette var forsikringsselskabet ikke enig i, da der var udbetalt godtgørelse for svie og smerte, frem til sagsøger afsluttede genoptræningen af benbruddet, og da den efterfølgende behandling for bl.a. psykiske gener ikke var en følge af færdselsuheldet. Derudover mente forsikringsselskabet, at sagsøger ikke havde krav på yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, idet der ikke var årsagssammenhæng mellem på den ene side færdselsuheldet og på den anden side de pådragne gener med deraf følgende funktionsbegrænsninger og tab af indtægt til følge for sagsøger. Derudover mente forsikringsselskabet ikke, at sagsøger havde dokumenteret et økonomisk tab, idet den sagsøger ikke havde bevist, at han ville have været i arbejde, hvis skaden ikke var sket.

Baggrunden for forsikringsselskabets synspunkter var, at sagsøger havde massive forudbestående og konkurrerende gener af såvel fysisk som psykisk karakter. Derudover var sagsøger flygtning og havde siden sin ankomst til Danmark og frem til færdselsuheldet kun været i kontakt med arbejdsmarkedet ved forskellige virksomhedspraktikker. På tidspunktet for færdselsuheldet var sagsøger dog ansat som ufaglært bager i en tidsbegrænset stilling, og i byretten afgav arbejdsgiveren forklaring om, at sagsøger forsat ville have været ansat som ufaglært bager i bageriet, hvis færdselsuheldet ikke var sket.

Byretten fandt, at det efter sagsøgers og arbejdsgiverens forklaring sammenholdt med en udtalelse fra Retslægerådet måtte anses for tilstrækkelig sandsynliggjort, at sagsøger fortsat ville have været ansat i bageriet efter udløbet af den tidsbegrænsede ansættelse, og at sagsøger derfor var berettiget til yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Erstatningen skulle dog nedsættes med 50 pct. på grund af massive forudgående psykiske symptomer, der måtte anses for stærkt arbejdshindrende. Forsikringsselskabet blev endvidere dømt til at betale yderligere godtgørelse for svie og smerte.

Byrettens dom blev af sagsøger indbragt for landsretten, og forsikringsselskabet nedlagde i anken principal påstand om frifindelse.

Landsretten fandt, i modsætning til byretten, at sagsøger ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var årsagssammenhæng mellem indtægtstabet og den pådragne personskade. Landsretten lagde derved vægt på, at sagsøger forud for færdselsuheldet havde haft begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet og havde forudbestående helbredsmæssige og personlige udfordringer. Det var derfor ikke bevist, at sagsøger ville have haft indtægtsgivende arbejde, uanset at han ikke var kommet til skade. Hverken sagsøgers egen forklaring eller forklaringen fra hans tidligere arbejdsgiver kunne føre til et andet resultat.

Kommentar:

Landsrettens dom viser, at når der påstås erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven, da er kravet til bevis for tab af forventet indkomst skærpet i de tilfælde, hvor tilknytningen til arbejdsmarkedet forud for den indtrådte skade har været begrænset. Dommen er i tråd med FED2014.6Ø samt Højesterets præmisser i UfR2016.3715H (modsætningsvist), hvoraf fremgår følgende:

”Hvis en person, som udsættes for en personskade, der medfører uarbejdsdygtighed på skadetidspunktet var i fast beskæftigelse og indtil da havde haft fast og varig tilknytning til arbejdsmarkedet kan der i almindelighed ikke stilles strenge krav til beviset for, at den pågældende forsat ville have været i beskæftigelse, hvis personskaden ikke var sket.”  

Omvendt så skal der noget mere til for at løfte bevisbyrden, uanset at skadelidte på tidspunkt for uheldet er i beskæftigelse, når pågældende ikke forud derfor har haft fast og varig tilknytning til arbejdsmarkedet, hvilket dommen fra Vestre Landsret viser.

Sagen er for forsikringsselskabet for både by- og landsret ført af advokat Louise Høgh Jørgensen.

Privacy Preference Center