Den Europæiske Unions Domstols dom af 12. juni 2025

Den Europæiske Unions Domstols dom af 12. juni 2025

Sagen udsprang af en dødsulykke overgået en tysk statsborger udsendt på arbejde fra Tyskland til Danmark. I anledning af dødsulykken var afdødes enke berettiget til udbetaling af enkepension fra to forsikringsselskaber i Tyskland. Enken havde også krav på forsørgertabserstatning fra den ansvarlige skadevolder i Danmark, som anerkendte erstatningspligten i anledning af ulykken.

Uden mellemregninger var spørgsmålet, om de tyske forsikringsselskaber, der havde udbetalt enkepension til afdødes enke, kunne gøre regres for disse ydelser overfor skadevolder. Selskaberne henviste til, at de var indtrådt i enkens ret overfor skadevolder i henhold til tysk ret, og at der således var regres overfor skadevolder i Danmark i henhold til EU’s forordning 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger. Skadevolder og skadevolders ansvarsforsikringsselskab i Danmark afviste regreskravene med henvisning til bl.a., at dansk ret ikke hjemler ret til de ydelser, der blev gjort regres for, og at enken i øvrigt var blevet fyldestgjort af skadevolders ansvarsforsikringsselskab.

De tyske forsikringsselskaber udtog herefter stævning imod skadevolders ansvarsforsikringsselskab ved Retten i Svendborg. Som led i sagsforberedelsen besluttede Retten i Svendborg at forelægge sagen for EU-domstolen med henblik på besvarelse af spørgsmålet, om ”det er en forudsætning for den forpligtede institutions regreskrav efter bestemmelsen, at der i medlemsstaten, hvor skaden er sket, er hjemmel til den type erstatning eller godtgørelse, som der fremsættes regreskrav for, eller tilsvarende ydelse, som en følge af den hændelse som skadevolder er erstatningsansvarlig for efter skadestedets lov?”.

De tyske forsikringsselskaber gjorde gældende bl.a., at der ikke kan stilles et krav om et retsgrundlag for ydelsen i den ansvarlige skadevolders medlemsstat, hvilket blev bestridt af skadevolders ansvarsforsikringsselskab. Der henvistes her bl.a. til, at de regressøgende selskaber ikke kunne vinde bedre ret end skadelidte selv har i henhold til dansk ret, som skadelidtes egne krav om erstatning overfor skadevolder er grundet på.

EU-domstolen har nu med dommen af 12. juni 2025 slået fast, at  når en person i henhold til lovgivningen i én medlemsstat (her Tyskland) oppebærer en enkepension efter sin ægtefælles død som følge af en arbejdsulykke, der er indtruffet i en anden medlemsstat (her Danmark), og når lovgivningen i den første medlemsstat (her Tyskland) fastsætter, at den forpligtede institution (her de tyske forsikringsselskaber) har ret til at indtræde i kravet mod den erstatningspligtige tredjemand (her den ansvarlige skadevolder i Danmark), er det ikke en betingelse for regreskravet, at der i den anden medlemsstat (her Danmark) findes et retsgrundlag for en tilsvarende ydelse. Det er tilstrækkeligt, at ydelserne er tilstrækkeligt sammenlignelige med hensyn til deres genstand og formål.

Kommentar:

I forhold til foreliggende retspraksis, herunder senest Højesterets dom af 8. december 2021 (UfR2022.1033H), går EU-domstolen videre, idet den fastslår, at der ikke skal være et retsgrundlag for ydelsen, der søges regres for, i den ansvarlige skadevolders medlemsstat. Det er tilstrækkeligt, at ydelserne relateret til den udløsende begivenhed i henhold til lovgivningen i parternes respektive medlemsstater er tilstrækkeligt sammenlignelige, for så vidt angår genstand og formål. Læg hertil, at EU-domstolen har fundet anledning til at bemærke, at der ikke må være eller stilles for strenge krav med hensyn til den krævede overensstemmelse mellem de ydelserne, fordi rækkevidden af forordningen ellers begrænses i forhold til dens virkning, jf. præmis 37.

Det forekommer også vidtgående, at EU-domstolen har fundet anledning til at foretage en helt konkret vurdering af sammenligneligheden af ydelserne, jf. præmis 44-46. Det skyldes måske et ønske om at illustrere, hvorledes sammenligningen, for så vidt angår genstand og formål, skal foretages, idet det dog som også anført af EU-domstolen tilkommer den forelæggende ret at efterprøve dette.

Der synes med dommen at være tale om en udvidelse eller lempelse af adgangen til regres i denne type af sager.

Sagen er for de regressøgende tyske forsikringsselskaber forberedt af advokat Alexandra Huber og advokat Thomas Birch og procederet for EU-domstolen af advokat Thomas Birch.