En skoleelev ”bumpede” af ren og skær kådhed ind i skadelidte, der straks fik ondt i sin nakke. Skadelidte var i forvejen kendt med en ganske fremskreden degenerativ lidelse i halshvirvelsøjlen, og havde nogle år tidligere fået foretaget en stivgørende operation i nakken, ligesom skadelidte havde trænet et par diskusprolapser ”væk”. På tidspunktet for bumpet havde skadelidte været symptomfri i ca. halvandet års tid.

Efter hændelsen var skadelidte sygemeldt et par dage. Hun genoptog arbejdet i et par uger men blev igen sygemeldt nogle måneder på fuld tid, og så deltid. Skadelidte havde dog så mange sygeperioder, at hun blev afskediget med fratrædelse ca. 1½ år efter bumpet, og skadelidte blev til sidst tilkendt fleksjob grundet netop nakkegener.

Skoleelevens ansvarsforsikringsselskab anerkendte erstatningsansvaret, men da arbejdsskademyndighederne afviste, at skadelidtes nakkegener kunne anerkendes som en arbejdsskade, fordi bumpet alene havde medførte akutte forbigående symptomer/smerter, afviste selskabet også at udbetale erstatning til skadelidte.

Skadelidte stævnede herefter skoleeleven med påstand om betaling af et betydeligt beløb i svie og smerte samt tabt arbejdsfortjeneste. For både by- og landsret var det alene spørgsmålet om årsagssammenhæng, der var til prøvelse. Under sagens forberedelse i byretten blev der indhentet en udtalelse fra Retslægerådet, hvoraf blandt andet fremgik, at skadelidtes degenerative lidelse almindeligvis ville udvikle sig yderligere med deraf følgende smerter, at smerterne som følge af bumpet var subjektive og ikke kunne objektiviseres, og endelig at man ikke entydigt kunne svare på, om smerterne ville være indtruffet uafhængigt af hændelsen.

Byretten angav indledningsvist i sine præmisser, at det var skadelidte, der bar bevisbyrden for årsagssammenhæng, og fandt på baggrund af Retslægerådets udtalelse (og arbejdsskademyndighedernes afgørelser) ikke bevisbyrden løftet, hvorfor skoleeleven blev frifundet.

Skadelidte ankede til landsretten med særligt fokus på, at bevisbyrden var løftet, idet bumpet havde været udløsende og medvirkende årsag til sygemeldingen, og at det grundet den tidsmæssige sammenhæng påhvilede skadevolder af føre bevis for, at skadelidte uden bumpet ville have været sygemeldt på grund af nakkesmerter. Det centrale spørgsmål var således ved landsretten, om der var tvivl om årsagen til skadelidtes sygemelding og om placeringen af bevisbyrden i øvrigt havde betydning.

Landsretten angav i sine præmisser, at hændelsen kunne have udløst nogle smerter/gener i skadelidtes nakke, men landsretten fandt det ikke godtgjort, at der var årsagssammenhæng mellem hændelsen og skadelidtes efterfølgende langvarige sygeforløb.

Kommentar:

Afgørelserne fra by- og landsret viser, at det klare udgangspunkt i personskadesager er, at det påhviler kravstiller at godtgøre, at der med overvejende sandsynlighed er årsagssammenhæng mellem en ansvarspådragende hændelse og kravstillers helbredsmæssige gener. Endvidere viser afgørelserne, at kravet til bevis for årsagssammenhængen ikke lempes, blot fordi skadelidte er særligt eller mere sårbar, eller fordi den ansvarspådragende hændelse kan være udløsende og medvirkende årsag til et efterfølgende forløb med sygemelding og tab af indkomst. Den ansvarspådragende hændelse skal med andre ord konkret og med overvejende sandsynlighed have være udløsende og medvirkende årsag til det efterfølgende sygeforløb, som begrunder skadelidtes krav om erstatning.

Sagen er for skoleeleven og elevens ansvarsforsikringsselskab i både by- og landsret ført af advokat Anne Utke.