Skadelidte og hans brødre besluttede at prøve faldskærmsudspring for første gang og tilmeldte sig et kursus for nybegyndere i en faldskærmsklub. På kurset gennemgik deltagerne over nogle timer en formiddag teoretisk og praktisk instruktion i faldskærmsudspring, som blev forestået af erfarne instruktører bistået af en instruktørelev. Om eftermiddagen skulle deltagerne så selv springe ud fra et fly i 1000 meters højde og lande inden for et nærmere angivet område. Inden udspringet blev kursusdeltagerne bedt om at melde sig ind i Dansk Faldskærms Union, og de afgav i den forbindelse en erklæring om deres helbred m.m. Samtidig skrev deltagerne under på, at de ikke ville rejse krav om erstatning imod hverken klub, instruktører eller union, hvis noget gik galt under eller som led i udspringet. Deltagerne erklærede samtidig på erklæringen, at de var klar over, at faldskærmsudspring er forbundet med fare og kan medføreuheld med legemsbeskadigelse, invalidering eller død til følge.

Mens skadelidte og hans brødre ventede på at blive sendt op med fly om eftermiddagen, tog vinden til i styrke. Instruktørerne vurderede dog, at vind- og vejrforholdene var inden for det forsvarlige, og alle deltagere blev sendt op med fly for at gennemføre udspring på egen hånd.

Under selve udspringet blev deltagerne guidet mod jorden af en instruktør på jorden, som med envejskommunikation over radio gav instruks om, hvornår og hvordan de enkelte deltagere skulle navigere mod landingspladsen. Da skadelidte skulle springe, var kommunikationen overladt til en instruktørelev, som dog havde prøvet at tale udspringere ned ved flere tidligere lejligheder. Ikke langt fra landing opstod der imidlertid forvirring, da skadelidte pludselig drejede modsat af, hvad han skulle for at lande op imod vinden på landingspladsen. Kommunikationen med skadelidte og de øvrige springere blev hurtigt overtaget af en meget erfaren instruktør, der dog ikke kunne forhindre, at udspringerne alle landede uden for det tiltænkte landingsområde. For skadelidtes vedkommende fandt landing imidlertid sted i en klump af træer, hvorfra skadelidte faldt ca. 5 meter ned og kom alvorligt til skade med sin ryg.

Da skadelidte efterfølgende rejste krav om erstatning overfor faldskærmsklubben, afviste klubben og dens ansvarsforsikringsselskab krav med henvisning til bl.a. ansvarsfraskrivelsen, som skadelidte havde skrevet under på inden udspringet. Skadelidte anlagde derefter retssag imod klubben for at få erstatning.

Retten frifandt efter nogle meget illustrative præmisser faldskærmsklubben, idet retten fandt, at der på grund af ansvarsfraskrivelsesklausulen, som skadelidte havde skrevet under, ikke kunne gennemføres krav om erstatning. Det var dog ikke så ligetil, som det lyder, for retten at nå til det resultat. Først efter have foretaget en ret gennemgribende gennemgang af en række afgørende omstændigheder ved afviklingen af kurset for at fastslå, om der var begået fejl og i givet fald karakteren af fejlen eller fejlene, nåede retten frem til, at der ikke var tale om forhold, som lå uden for rammerne af ansvarsfraskrivelsesklausulen. Da det ikke var bevist, at der var handlet groft uagtsomt eller med forsæt og henset til karakteren af aktiviteten, fandt retten, at ansvarsfraskrivelsesklausulen kunne opretholdes.

Kommentar:

Dommen er i tråd med den ellers ret sparsomme retspraksis på området og belyser fint, at domstolene ikke uden videre lægger ansvarsfraskrivelsesklausuler til grund. Sådanne klausuler undergives en kritisk analyse og fortolkes indskrænkende i forhold til og afpasset lige netop det område, de angår. Man gør derfor klogt i at foretage en nøje analyse af samtlige omstændigheder forbundet med en opstået skade, når og inden man påberåber sig en ansvarsfraskrivelsesklausul.

Sagen er for faldskærmsklubben og klubbens ansvarsforsikringsselskab ført af advokat Thomas Birch.