Retten i Esbjergs dom af 6. februar 2026

Retten i Esbjergs dom af 6. februar 2026

Sagsøger blev den 29. februar 2016 påkørt bagfra i sin bil. Motoransvarsforsikringsselskabet for den påkørende bilist anerkendte erstatningspligten og udbetalte personskadeerstatning i form af godtgørelse for svie og smerte samt 5 % varigt mén.

Sagsøger rejste herefter krav om yderligere personskadeerstatning i form af yderligere godtgørelse for svie og smerte og varigt mén samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne. Det samlede krav fra sagsøger beløb sig til lige knap 3 mio. kr., hvoraf der under retssagen alene blev nedlagt påstand fra sagsøger om betaling af knap 1 mio. kr.

Forud for færdselsuheldet havde sagsøger i 2014 været udsat for en hændelse, hvorved hun kom til skade med sin ene skulder. Sagsøger døjede i slutningen af 2014 også med nogle psykiske symptomer, som afstedkom en kortere indlæggelse. I slutningen af november 2015 fik sagsøger ansættelse som sygeplejerske i en tidsbegrænset stilling, som blev forlænget ganske kort tid inden færdselsuheldet den 29. februar 2016.

Efter færdselsuheldet var sagsøger sygemeldt i 5 dage.

I oktober måned 2016 blev sagsøger på ny sygemeldt fra sit arbejde. Ifølge sagsøger skyldtes sygemeldingen hendes helbredsmæssige gener efter færdselsuheldet i februar 2016. Det fremgik imidlertid af sagens akter, at sygemeldingen skyldtes sagsøgers psykiske gener og belastninger relateret til sagsøgers arbejde og arbejdsplads.

Sagen blev forelagt Retslægerådet, som oplyste, at færdselsuheldet den 29. februar 2016 gav et årsagsbidrag til sagsøgers smertetilstand, uden at årsagsbidraget kunne præciseres nærmere.

Retslægerådet udtalte også, at en påkørsel som den, der havde været tale om, normalt ikke ville medføre længerevarende smerter i bryst eller lænderyg, og at sagsøgers kognitive gener ikke var en følge af uheldet. Dertil kom, at Retslægerådet fandt, at der ikke var den store forskel på sagsøgers gener før og efter færdselsuheldet, og at de forskelle, der måtte være tale om, baserede sig på sagsøgers subjektive angivelser.

På sagsøgers begæring blev der også indhentet vejledende udtalelser fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om sagsøgers méngrad og erhvervsevnetab. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fastsatte sagsøgers varige mén og erhvervsevnetab til mindre end henholdsvis 5 % og 15 %, idet sagsøgers gener ikke fandtes at være væsensforskellige fra sagsøgers gener forud for uheldet.

Retten fastslog – i overensstemmelse med retspraksis – at sagsøger bærer bevisbyrden for årsagssammenhæng mellem tilskadekomsten, gener og de deraf afledte krav på erstatning:

”… der ikke er ikke tvivl om, at sagsøgeren har helbredsmæssige/sygdomsmæssige gener, men efter en samlet vurdering af de i sagen foreliggende oplysninger finder retten ikke, at sagsøgeren på tilstrækkelig vis har løftet sin bevisbyrde for årsagssammenhæng mellem færdselsuheldet den 29. februar 2016 og generne, med den følge at hun er berettiget til yderligere erstatning/godtgørelse”.

Retten lagde i sin afgørelse vægt på, at sagsøger havde en række forudbestående gener af relevans for sagen. Det indgik også i rettens vurdering, at årsagen til, at sagsøger blev sygemeldt fra sit arbejde i oktober 2016 og blev opsagt, var en kombination af psykiske gener og kapacitetsnedgang.

Endeligt lagde retten vægt på Retslægerådets besvarelser samt de vejledende udtalelser fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Ansvarsforsikringsselskabet blev herefter frifundet for sagsøgers krav om erstatning.

Kommentar:

Domstolene foretager en konkret bevisbedømmelse ved vurderingen af spørgsmålet om årsagssammenhæng mellem en ansvarspådragende begivenhed og skadesfølgerne. Derfor kan der ikke gives noget entydigt svar på, hvad der kræves for, at skadelidte har løftet sin bevisbyrde for årsagssammenhæng.

I en personskadesag som nærværende vil retten dog typisk tillægge beviser i form af lægefaglige vurderinger fra Retslægerådets samt Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vejledende udtalelser betydelig vægt.

I forhold til den konkret sag fandtes det ikke at være tilstrækkeligt for tilkendelse af yderligere erstatning, at sagsøger havde ført bevis for, at færdselsuheldet havde ydet et årsagsbidrag til det efterfølgende symptombillede, når sagsøgers helbredsmæssige og erhvervsmæssige situation i lige så høj grad kunne forklares af forudbestående og konkurrerende forhold.

Sagen er for ansvarsforsikringsselskabet ført af advokat Thomas Birch.