Retten i Glostrups dom af 15. marts 2024 

En større VVS-virksomhed havde vundet en udbudt kommunal opgave om udskiftning af vandmålere i et forsyningsselskabs forsyningsområde. Opgavens udførelse hos de enkelte husstande var tæt reguleret i entrepriseaftalen.

Ca. 3 måneder efter aflevering af en installation hos en slutbruger konstaterede denne, efter det oplyste, en utæthed ifm. med den nye vandmåler, der skulle havde forvoldt skade på tilstødende køkkenskabe, køkkengulv m.v. Slutbrugeren optog under uklare omstændigheder en video af den utætte installation og anmeldte skaden til sit forsikringsselskab.

En ekstern håndværkertaksator, rekvireret af slutbrugerens husforsikring, strippede hele køkkenet ud til de bare vægge/klaplag, inden skadeomfanget var grundigt undersøgt, og et eksternt skadeservicefirma målte forhøjet fugt i vægge/klaplag (”Gann”) i varierende omfang.  Husforsikringen opgjorde herefter en nyværdierstatning svarende til et komplet, nyt køkken og afsluttede kaskosagen med en sådan kontanterstatning til fri rådighed for slutbrugeren.

Herefter søgte husforsikringen regres mod den udførende VVS’er bl.a. under påberåbelse af dokumenterede faglige fejl, jf. føromtalte video. Det indtalte krav fremstod som et nyværdikrav, men husforsikringen mente dog, at der var afkortet svarende til dagsværdi.

Byretten frifandt den sagsøgte VVS’er, da det regressøgende husforsikringsselskab ikke havde ført det fornødne bevis for ansvarsgrundlag (professionsansvar) og kausalitet ift. skaden, herunder særligt da syn og skøn ikke var gennemført til belysning af utæthedens nærmere årsag(er), skadeomfang m.v.

Kommentar:

Afgørelsen er primært interessant ift. belysning af bevisbyrde samt bevissikring i sager af denne art.

Bevisbyrden bliver hos den regressøgende ift. alle de almindelige erstatningsbetingelser, og ensidigt indhentede beviser og ”partsvidneforklaringer” (fra håndværkere m.fl. i samhandel med det regressøgende selskab) vil kun meget sjældent kunne løfte denne bevisbyrde, når faktum med rette er omtvistet. Syn og skøn er det nærved obligatoriske bevismiddel, når der er berettiget tvivl om skadeårsag(er), tilsidesættelse af relevante faglige standarder, skadeomfang m.v.

Den regressøgende må have styr på sin bevissikring, hvis kravet skal kunne fremmes indenretligt efterfølgende. Selv da kan syn og skøn kun sjældent undlades, jf. ovenfor, til dokumentation for skadens formodede udspring, skadeomfanget og de nødvendige udbedringsarbejder m.v. Endelig må der på en gennemskuelig måde foretages en fair afkortning af nyværdierstatningen til dagsværdi i selskabets erstatningsopgørelse.

Sagen er for VVS’eren og dennes professionelle ansvarsforsikrer ført af advokat Lars Schreiner Hansen.

Læs hele dommen her