Da der opstod uenighed om forsikringsdækning under en ansvarsforsikring, stævnede forsikringstager ansvarsforsikringsselskabet ved de almindelige domstole med påstand om, at selskabet skulle anerkende forsikringsdækning for en anmeldt skade for et to-cifret millionbeløb.

Forsikringsselskabet påstod imidlertid sagen afvist fra de almindelige domstole, da tvister imellem parterne ifølge forsikringsbetingelserne skulle afgøres ved en voldgiftsret bestående af en af Højesteret udpeget dommer som fast formand og to af Advokatrådet valgte advokater.

Forsikringstager gjorde gældende, at der var tale om en ugyldig voldgiftsbestemmelse, fordi den var i strid med lov og ærbarhed. Ifølge forsikringstager ville det forhold, at en Højesteretsdommer skulle være fast formand betyde, at samme dommer altid ville skulle være formand i voldgiftssager i medfør af forsikringsaftalen. Selskabet var ikke enig i den forståelse af forsikringsbetingelserne.

Derudover gjorde forsikringstager gældende, at der ikke ville kunne gennemføres en voldgiftssag som foreskrevet i forsikringsbetingelserne, når samme dommer skulle være fast formand i alle sager. Heller ikke den udlægning af forsikringsbetingelserne var selskabet enig med forsikringstager i.

Endelig gjorde forsikringstager gældende, at forsikringsbetingelserne siden var blevet ændret, og at senere gældende betingelser også skulle finde anvendelse på allerede indtegnede forsikringsaftaler. Selskabet var selvsagt heller ikke enig deri.

Retten fandt ikke, at voldgiftsaftalen var i strid med lov og ærbarhed, uanset hvilken måde aftalen skulle forstås i henseende til definitionen af, hvem der skulle være fast formand for en voldgiftsret. Af samme grund fandt retten heller ikke, at det ikke kunne lade sig gøre at gennemføre en voldgiftssag. Retten henviste i den forbindelse til, at indsigelser imod en bestemt voldgiftsdommer i medfør af voldgiftsloven må fremsættes for og afgøres af voldgiftsretten.

Helt i overensstemmelse med grundlæggende aftaleregler fandt retten heller ikke, at der kunne lægges vægt på, hvad der måtte være aftalt mellem forsikringstagere og forsikringsselskab i senere indgåede forsikringsaftaler om voldgifts- og domstolsbehandling af tvister.

Retten afviste derefter sagen fra domstolsbehandling i overensstemmelse med forsikringsselskabets påstand.

Kommentar:

Dommen viser, at man skal være særdeles nøje med at gøre sig klart, om der gælder særlige regler eller aftaler for, hvem der er kompetent til at behandle en civil tvist. Det kan – som dommen viser – have vidtrækkende økonomiske konsekvenser at anlægge en sag ved en forkert instans. Det kan også få afgørende konsekvenser i forhold til andre spørgsmål, som fx forældelse, hvis man anlægger en sag ved en forkert instans.

Derudover er det interessant, at en domstol har taget stilling til gyldigheden af formuleringen af en voldgiftsbestemmelse, der har været anvendt bredt i forsikringsbranchen igennem en længere årrække i sager af den art, der er tale om. Endelig viser afgørelsen, at domstolene respekterer aftaler om voldgift i erhvervsmæssige sammenhænge, og at der skal en del til, førend sådanne aftaler ikke opretholdes.

Sagen er ført for forsikringsselskabet af advokat Thomas Birch.