Retten i Hillerøds dom af 24. september 2024

Retten i Hillerøds dom af 24. september 2024

I forbindelse med karate-kamptræning (”kumité”) i maj 2022 i en karateklub (”dojo”) blev to erfarne sort bælte-udøvere, der ikke kendte hinanden på forhånd, sat sammen af den ledende instruktør for at udføre øvelser.

En sådan øvelse gik ud på, at en angribende part kunne benytte valgfrie anerkendte teknikker, mens den anden part skulle forholde sig passivt, men dog om nødvendigt parere/undvige. Undervejs i denne øvelse udførte angriberen da et baglæns cirkelspark, som rammer træningsmakkeren på næsen og kinden med nogen kraft.

Den ramte udøver fik blodnæse og lette skrammer i ansigtet samt efterfølgende nogle få dages sygemelding fra arbejdet på grund af nakke- og hovedsmerter samt diverse privat initieret udredning og behandling. Der blev postuleret skade i form af hjernerystelse, hvad dog var i modstrid med sagens lægelige akter.

Der måtte ikke i træningssituationen sparkes/slås igennem med fuld kraft, men alene markeres teknikker, helst således at der kun kom en svag kontakt (”skin touch”).

Det er dog almindeligt anerkendt som en del af karatesporten, at disse markeringer fra tid til anden bliver til ”hårde markeringer”, f.eks. når en udøver i kampens hede misser en markering, eller kommer til at bevæge sig ind i et slag/spark, (hvorved modstanderens timing/kraft bliver forkert).

Karate er selvsagt i øvrigt en farlig kontaktsport, hvor forholdsvis alvorlige (hoved)skader forekommer. Dansk Karate Forbund har udsendt en hjernerystelsespolitik til de organiserede klubber. I konkurrence- og stævnesituationen er teknikker til hovedet pointgivende, og der må, alt afhængig af stilart og aldersklasse, gennemføres teknikker med kraft.

Den ramte udøver indgav politianmeldelse (vold), hvilken sag politiet hurtigt lukkede ned.

Der blev gennemført en kort udredning internt i karateklubben, og der blev ikke gennemført sportslige sanktioner mod den angribende udøver. Den ramte part fremmede ikke sagen i øvrigt i det sportsretlige system under Danmarks Idrætsforbund.

I stedet stævnede den ramte udøver sin træningsmakker og krævede godtgørelse for svie og smerte, erstatning for tabt arbejdsfortjeneste samt erstatning for undersøgelses- og behandlingsudgifter. Man mente der var handlet culpøst ved en alt for voldsom fremfærd i forbindelse med træning, hvad bl.a. blev karakteriseret som ”vold forklædt som sport”.

Den angribende part imødegik dette med bl.a. en primær argumentation om accept af risiko, hvad blev udslagsgivende for byrettens frifindende dom.

Sagsøgers to anerkendelsespåstande vedrørende en art sportsretlig prøvelse af påståede karate-regelbrud blev afvist af retten. Der var ingen retlig interesse i en prøvelse af disse påstande, der blev betegnet som anbringender vedrørende betalingspåstanden.

Sagen indeholdt en række øvrige tvistepunkter, herunder vedrørende erstatningsudmålingen, der dog selvsagt ikke blev prøvet. Der henvises til dommens sagsfremstilling herom.

Kommentar:

Dommen er en sjældenhed; ganske få erstatningssager mellem sportsudøvere når frem til en hovedforhandling ved de almindelige domstole. Derudover er rene accept af risiko-afgørelser en sjældenhed, men dog helt på linje med de på dette felt fortsat ledende afgørelser UfR 1948.181 H og 1958.557 H. Derudover henvises til UfR 2003.500 Ø samt Retten i Esbjergs dom af 15. juni 2022, begge vedrørende faldskærmsudspring og accept af risiko. Sidstnævnte byretsafgørelse kan tilgås her på hjemmesiden.

Det hører heller ikke til procesadvokatens dagligdag, at to så specielle anerkendelsespåstande når frem til en hovedforhandling, og afvisningen grundet manglende retlig interesse er selvsagt korrekt. Ville man have en isoleret sportsretlig prøvelse af påståede karate-regelbrud, skulle dette være foregået i Danmarks Idrætsforbunds tvisteløsningssystem.

Sagen er for den skadevoldende karateudøver (og dennes ansvarsforsikrer) forberedt og hovedforhandlet af advokat Lars Schreiner Hansen.

Så vidt vides er dommen ikke søgt appelleret.