Retten i Horsens’ kendelse af 10. februar 2025

Et ansvarsforsikringsselskab anerkendte erstatningsansvar for en arbejdsskade overgået en ansat maskinoperatør hos selskabets forsikringstager og udredte delvis erstatning og godtgørelse herfor. Den ansatte havde fået hånden i klemme i en industrimaskine (en ”loader”), bl.a. da nødstoppet ikke virkede. Selskabet søgte derefter at gøre regres imod den engelske ”uegentlige” producent af maskinen, der havde indført loaderen fra Taiwan mhp. videresalg til forsikringstageren, idet selskabet gjorde gældende, at maskinen var defekt.

Den engelske producent blev sagsøgt i Danmark, og denne valgte at udfordre værnetinget. Sagsøgtes standpunkt var, at dennes salgs-og leveringbetingelser var vedtaget ift. forsikringstageren (sagsøgers hjemmelsmand), at betingelserne indeholdt en værnetingsklausul, der pegede på de engelske domstole, og at retten derfor skulle afvise sagen, jf. Haagerkonventionen art. 6, jf. art. 3. Sagsøgers standpunkt var, kort fortalt, at retsplejelovens § 243 (deliktværneting), jf. § 246 (værneting ift. udenlandske selskaber m.fl.), fandt anvendelse, at salgs- og leveringsbetingelser ikke var vedtaget, samt at betingelsernes værnetingsklausul u.a.o. ikke omfattede det foreliggende produktansvarssøgsmål.

Retten i Horsens gav sagsøger medhold, og der henvises i øvrigt til rettens grundige præmisser.

Kommentar:

Det springende punkt var selvsagt problematikken vedrørende vedtagelse samt nærmere regulering af stedligt værneting i producentens salgs- og leveringsbetingelser. Retten fremkom her med en ”allerede fordi-afgørelse” og udtalte, at den konkrete formulering af værnetingsklausulen ikke med fornøden sikkerhed kunne rumme det foreliggende produktansvarssøgsmål (erstatning udenfor kontrakt). Klausulen er gengivet i kendelsen, og rettens vurdering deraf forekommer oplagt korrekt.

Det skal også her fremhæves, at salgs- og leveringsbetingelserne beviseligt ikke var en del af aftalegrundlaget ift. den enkelte skadevoldende loader. Ifølge sagsøgte var salgs- og leveringsbetingelserne dog universelt vedtaget som led i en omfattende samhandel, hvad der dog stemte dårligt overens med, at værnetingsklausulen omtaler ”the contract” i ental.

Retten foretog en indskrænkende fortolkning og i nogen grad imod koncipisten, jf. præmisserne, hvad der stemmer overens med gældende ret i disse situationer.

Præmissernes afsnit om, at værnetingsindsigelsen fremkom sent fra sagsøgtes side, har ikke nogen direkte sammenhæng med det skriftvekslede. Måske har retten følt sig kaldet til at bemærke, at man fandt det ufint, at producenten ”lurepassede” med denne ret centrale indsigelse.

Sagsøgte har indgivet ansøgning til Procesbevilingsnævnet med henblik på kære.

Sagen varetages for det regressøgende ansvarsforsikringsselskab af advokat Lars Schreiner Hansen.

Læs rettens kendelse her