Retten i Koldings dom af 2. januar 2025

En kommune havde som arbejdsgiver for sagsøger anerkendt ansvaret for sagsøgers tilskadekomst i forbindelse et elektrisk stød, og sagen angik, om der var årsagssammenhæng mellem stødet og sagsøgers varige helbredsmæssige gener.

Kommunen havde udbetalt svie og smertegodtgørelse fra sagsøgers tilskadekomst og frem til, at en neurofysiologisk undersøgelse viste normale forhold og ingen påvirkning af nerverne.

Kommunen afviste at udbetale yderligere godtgørelse for svie og smerte samt tabt arbejdsfortjeneste, idet kommunen fandt, at sagsøger efter tidspunkt for den neurofysiologiske undersøgelse ikke havde løftet bevisbyrden for, at strømstødet var årsag til hendes helbredsmæssige gener.

Under retssagen blev der indhentet en erklæring fra Retslægerådet. Retslægerådet afgav besvarelsen med dissens.

Et enigt Retslægeråd udtalte, at strømtype, spænding, strømstyrke, vævsmodstand, strømvej og varighed af strømstødet har betydning for både typen og alvoren af en eventuel skade. Disse forhold var ikke belyst i sagen.

Hertil udtalte flertallet i Retslægerådet, at der ikke var objektivt verificerbare fund eller undersøgelser i tidsmæssig sammenhæng med ulykken som underbyggede, at sagsøger kom til skade ved ulykken, udover umiddelbart og forbipasserende ubehag, herunder snurren og sovende fornemmelser i kroppen. Retslægerådets flertal fandt heller ikke, at der forelå ikke dokumentation for, at sagsøger havde pådraget sig en nerveskade, muskelskade eller forstyrrelse af hjerterytmen.

Endeligt udtalte flertallet i Retslægerådet, at sagsøgers symptomdebut, sygeforløb og symptombillede ikke var foreneligt med en eller flere nerve-, muskel- eller indre skader, og den tidsmæssige sammenhæng mellem sagsøger symptomdebut og hændelsen, var ikke i sig selv tilstrækkelig til, at det kunne fastslås, at symptomerne måtte anses for forårsaget af hændelsen.

Retten fandt i forhold til beviskravet i sagen, at selvom sagsøgers tilskadekomst skyldtes en fejlagtig installation af et fryseskab, da havde kommunen ikke udvist så grove fejl i forbindelse med arbejdets tilrettelæggelse, at der var grundlag for at lempe sagsøgers bevisbyrde for årsagssammenhæng, ligesom der heller ikke var grundlag for at vende bevisbyrden.

Herefter fandt retten, at uanset, at det med Retslægerådets besvarelse ikke kunne udelukkes, at sagsøgers varige gener var udløst af det elektriske stød, da havde sagsøger, efter en samlet bedømmelse og besvarelsen fra Retslægerådets flertal, ikke tilvejebragt en sådan grad af sandsynlighed for, at det var tilfældet.

Kommunen blev på den baggrund frifundet.

Kommentar

 Sagen er i relation til bevisbedømmelsen og rettens vurdering af Retslægerådets erklæring i overensstemmelse med retspraksis, hvorefter retten foretager en konkret bedømmelse af samtlige beviser i en sag. Særligt i en sag som denne, hvor Retslægerådet – imod sædvane og noget overraskende – har afgivet en besvarelse med dissens, da har det betydning for, hvilken opfattelse retten må lægge til grund, at Retslægerådets opfattelse er i overensstemmelse med de øvrige beviser i sagen.

Sagen er for kommunen (arbejdsgiver) ført af advokat Tanja Gantzhorn

Læs dommen her