Retten i Nykøbing Falsters dom af 20. marts 2025

Retten i Nykøbing Falsters dom af 20. marts 2025

Sagen drejede sig om, hvorvidt en VVS’er var erstatningsansvarlig overfor et regressøgende bygningsforsikringsselskab for følgerne af en vandskade i en institution for borgere med særlige udfordringer.

VVS’eren var af administrator for institutionen blevet tilkaldt for at skifte en omløber på et vandrør under en køkkenvask. Materialerne i form af omløber med pakning blev udleveret til VVS’eren af administrators vicevært på stedet, da VVS’eren ankom og skulle i gang med opgaven. Det var således alene tidsforbrug og værnemidler, som administrator/institutionen blev fakturereret for af VVS’eren, da opgaven med udskiftning af omløberen var udført.

Ca. 3 uger efter udskiftningen sprang røret, som omløberen var sammenføjet med, løs, og der strømmede store mængder varmt vand ud i institutionens fælleslokaler og beboernes lejligheder med omfattende skader til følge.

Efter at have foretaget udbedring, herunder genhuset beboerne i en rum tid og under ganske komfortable forhold, rejste institutionens bygningsforsikringsselskab krav om regres overfor VVS’eren og dennes ansvarsforsikringsselskab. Der var i den forbindelse enighed mellem parterne om, at omløberen m.m. var blevet udleveret til VVS’eren af institutionens vicevært. Under den efterfølgende retssag blev dette imidlertid bestridt af det regressøgende forsikringsselskab.

Forud for retssagen blev der gennemført syn og skøn, hvorunder det af skønsmanden i første omgang blev fastslået, at årsagen til skaden måtte skyldes, at der var blevet anvendt en brugt omløber, som i forvejen var beskadiget, hvilket VVS’eren ifølge skønsmanden burde have været opmærksom på, eller at omløberen var blevet spændt for hårdt med beskadigelse af dens låse/gribefunktion i forhold til vandrøret til følge.

Under skønsforretningen udfordrede VVS’eren skønsmanden på dennes vurderinger og bad skønsmanden udføre en række forsøg med spænding af omløberen. Forsøgene viste, at det under de konkrete omstændigheder ikke havde været muligt at overspænde omløberen, og at den med stor sandsynlighed var blevet spændt med det korrekte moment. Skønsmanden ændrede herefter sin vurdering til, at årsagen til skaden måtte være, at der var blevet genanvendt en omløber, der i forvejen var beskadiget.

Retten pålagde herefter VVS’eren at dække det regressøgende forsikringsselskabs udgifter til såvel skønsmand som advokat og sluttede sagen om syn og skøn. Forsikringsselskabet, der vejrede morgenluft, fastholdt sit regreskrav overfor VVS’eren, som imidlertid fastholdt afvisningen deraf, idet omløberen var en bygherreleverance, og da det var særdeles vanskeligt – hvis overhovedet muligt – at erkende, at der muligvis var tale om en brugt omløber, som var beskadiget.

Der blev herefter udtaget stævning imod VVS’eren, og det var efter bevisførelsen i form af bl.a. forklaringer afgivet af montøren hos VVS’eren, VVS’erens direktør, administrator for institutionen, en taksator og skønsmanden, op til retten at træffe afgørelse i sagen.

Ud fra forklaringerne var det klart, at omløberen m.m. var en bygherreleverance. Det stod også klart, at VVS’eren havde fulgt gængs metode for spænding af omløberen, og at han havde kontrolleret, at omløber og rør var tæt, inden han forlod institutionen. Særligt interessant blev det, da skønsmanden skulle afgive forklaring. Det viste sig, at skønsmanden aldrig havde haft de originale stumper og dele fra omløber og rør til disposition. Han havde derfor købt tilsvarende effekter til brug for sine besvarelser. Gået på klingen under afhjemlingen forklarede skønsmanden, at han fandt helt situationen meget mærkelig, og at årsagen til, at rør og omløber var gået fra hinanden også kunne skyldes en pilfinger. Årsagen kunne dog også være en oprindelig defekt. Dertil kom, at han fandt det underligt, hvis der var blevet genanvendt en omløber til opgaven. Han måtte således medgive, at han i realiteten ikke kunne sige, hvad årsagen til skaden var.

Retten anførte, at bevisbyrden for, at der var begået ansvarspådragende fejl, påhviler det regressøgende forsikringsselskab. Herefter lagde retten efter bevisførelsen til grund, at omløberen m.m. var en ”bygherreleverance”, og at VVS’eren med rette var gået ud fra, at materialerne var nye.

Da skønsmanden under sin forklaring for retten ikke kunne angive, hvad årsagen til skaden var, og da det herefter ikke fandtes overvejende sandsynligt, at den skyldtes fejl og/eller forsømmelser begået af VVS’eren i forbindelse med selve fastspændingen eller i øvrigt, blev VVS’eren frifundet.

Retten pålagde i øvrigt som led i sin omkostningsafgørelse forsikringsselskabet at betale omkostningerne forbundet med det syn og skøn, der havde fundet sted forud for retssagen.

Kommentar:

Dommens resultat og begrundelse er oplagt korrekte og næppe overraskende henset til den bevisførelse, der fandt sted for retten. Det er mere selv tilrettelæggelsen af bevisførelsen, der er interessant. Det skyldtes således en årvågen medarbejder hos VVS’eren, at der var grundlag for at udfordre skønsmandens besvarelser. Medarbejderen påpegede således, at tingene ganske enkelt ikke hang sammen, hvilket muligvis også skyldtes skønsmandens meget teoretiske og meget lidt praktiske baggrund. Sagen illustrerer således også, at det er vigtigt at forholde sig kritisk til skønsmandens kompetencer og baggrund både ved udpegning af skønsmanden og efterfølgende, og at det med krav om praktisk efterprøvning af teoretiske anskuelser kan vise sig, at tingene hænger sammen på anden måde end umiddelbart antaget.

Sagen er for VVS’eren og dennes ansvarsforsikringsselskab forberedt og hovedforhandlet af advokat Thomas Birch.

Det vides endnu ikke, om dommen ankes.