Retten i Roskildes dom af 3. december 2024

Retten i Roskildes dom af 3. december 2024

Sagsøger blev i september 2013 bidt i hånden af en hund under afhentning af denne. Da hundens ansvarsforsikringsselskab mente, at sagsøger havde medvirket til skaden, anlagde sagsøger i 2014 sag imod selskabet med påstand om, at selskabet skulle anerkende at være forpligtet til at betale fuld erstatning til sagsøger. Heri fik sagsøger medhold for både byretten og landsretten. Sagen for landsretten blev afsluttet i november 2016 ved, at selskabet hævede ankesagen, da landsretten havde tilkendegivet, at byrettens afgørelse ville blive stadfæstet, hvis der skulle afsiges dom.

Herefter enedes parterne om at indhente en vejledende udtalelse om følgerne for sagsøger af hundebiddet fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). AES fremkom i september 2019 med en vurdering af det varige mén til 8 procent og erhvervsevnetabet til mindre end 15 procent.

Sagsøgers advokat meddelte selskabets advokat, at sagsøger var uenig i AES’ vurdering af erhvervsevnetabet. Også selskabet var uenig i AES’ vurdering, hvilket selskabets advokat meddelte sagsøgers advokat ved en e-mail dateret den 5. februar 2020. I samme e-mail blev det gjort klart, at selskabet ikke ville udbetale erstatning, og at sagen måtte indbringes for domstolene, hvis sagsøger ville fastholde at have krav på erstatning som følge af hundebiddet i 2013. Det blev også gjort klart for sagsøgers advokat, at selskabet ikke fandt, at der var godtgjort årsagssammenhæng mellem sagsøgers gener og hundebiddet.

I de følgende måneder blev der skriftvekslet yderligere mellem parterne, idet begge parter dog fastholdt allerede meddelte synspunkter. Først den 5. juni 2023 indleverede sagsøger stævning med en anerkendelsespåstand, som i et efterfølgende processkrift blev ændret til en påstand om betaling af et foreløbigt opgjort krav på 200.000 kr.

På selskabets begæring blev spørgsmålet om forældelse udskilt til særskilt behandling.

Retten fandt herved, at det først anlagte søgsmål i 2014 ikke havde udvirket, at sagsøgers krav på erstatning var undergivet en 10-årig forældelsesfrist, da søgsmålet alene havde angået grundlaget for sagsøgers krav og ikke selve kravet. Videre fandt retten, at der efter ankesagens afslutning for landsretten løb en frist på 1 år for sagsøger til at afbryde forældelsen for sagsøgers krav på erstatning. Da parterne imidlertid havde indledt forhandlinger ved den fælles forelæggelse af sagen for AES, var forældelsesfristerne suspenderet, indtil selskabet den 5. februar 2020 tilkendegav, at man ikke ville udbetale erstatning, og at et evt. krav på erstatning måtte forfølges ved domstolene. Fra den dato løb der en ny frist på 1 år for sagsøger til at afbryde den løbende forældelsesfrist.

Sagsøger indleverede imidlertid først stævning til retten den 5. juni 2023, hvorfor sagsøgers krav på erstatning var forældet.

Kommentar:

Dommen er i lyset af sagsforløbet ikke overraskende. Der findes imidlertid ikke mange trykte afgørelser vedrørende en situation, hvor et anerkendelsessøgsmål ikke følges op rettidigt af et fuldbyrdelsessøgsmål.

Det vides endnu ikke, om dommen bliver anket.