Retten i Viborgs dom af 12. juni 2025

En privat grundejerforening (”G/F”) havde påtaget sig den lovmæssige vintervedligeholdelse af en perifer privat fællesvej på vegne medlemmerne, og der var indgået aftale med en professionel entreprenør herom. På den angivne uheldsdag i marts 2022 var der ingen vintervedligeholdelse fortaget, da hverken G/F eller entreprenøren havde registreret vintervejr, der kaldte på en sådan indsats.

Sagsøgeren angav dog at være gledet på ”sort is” på vejarealet med ret betydelig skade til følge og stævnede G/F, da dennes ansvarsforsikrer afviste et erstatningsansvar.

Der var uenighed om det meste ifm. retssagen, herunder om sagsøgeren overhovedet var faldet på vejarealet, hvor der potentielt var en pligt til at rydde og gruse/salte, samt om en pligt til vintervedligeholdelse konkret var svigtet på ansvarspådragende vis.

Byretten lagde den skadelidtes fremstilling af faktum til grund, men fandt dog at et glat føre havde været ganske kortvarigt samt meget lokalt (tænkeligt alene ifm. en lavning/hældning), hvorfor det ikke kunne lastes G/F som culpøst, at der ikke var ryddet og saltet/gruset. Den berammede delhovedforhandling om ansvarsspørgsmålet mundede derfor ud i en frifindelse af sagsøgte.

Kommentar:

Dommen er konkret og vel i store træk på linje med en række trykte afgørelser fra landsretterne, herunder at der er nogen respit på, hvornår en vintervedligeholdelsespligt indtræder (”førets indtræden/ophør”), samt at der består en art bagatelgrænse, særligt ift. lokaliteter, hvor gående færdsel ikke er forventelig.

Sagen og dommen er dog atypisk derved, at der ikke forelå objektive beviser vedrørende de påståede culpøse omstændigheder, herunder ”sort is” på vejarealet. Tværtimod understøttede DMI-data fra det åbne vejrarkiv ikke vintervejr i dette omfang, og den omtalte lavning/hældning havde ikke været nævnt overhovedet ifm. sagens forberedelse.

Dertil kommer, at sagsøgeren reklamerede – 13 måneder – efter det beskrevne uheld, i en situation, hvor et G/F-medlem kunne have genereret videooptagelser af vintervejret på faldtidspunktet fra dennes overvågningssystem, om der var reklameret indenfor rimelig tid. Netop denne problematik og en vel naturlig indvirkning på den skadelidtes bevisbyrde er behandlet i UfR 2015B.396 , pkt. 6, og byrettens præmisser fremstår på dette felt som forfejlede.

Så vidt vides vil dommen ikke blive appelleret.

Sagen er for G/F og dennes ansvarsforsikrer forberedt og hovedforhandlet af advokat Lars Schreiner Hansen.

Læs dommen her