Sagen angik spørgsmålet, om en ansvarlig skadevolders ansvarsforsikringsselskab havde adgang til hel eller delvis regres overfor tredjemand, som forsikringsselskabet mente var (med)ansvarlig skadevolder for skader overgået en montør.

Under arbejde i en lagerhal blev en montør, der arbejdede som selvstændigt virkende tredjemand for lejer af lagerhallen, ramt af alvorlig kulilteforgiftning. Man mistænkte i første omgang, at kulilteforgiftningen skyldtes nogle loftshængte gasfyr. I lagerhallen havde der imidlertid også kørt 6 gasdrevne trucks i dagene op til skaden, og ved nærmere undersøgelse af gastruckene viste det sig, at to af dem var defekte, hvilket havde medført forhøjede emissioner af CO over gældende tærskelværdier.

Der forelå ikke dokumentation for, at der i forbindelse med klargøring af truckene inden levering til lejeren af lagerhallerne var blevet foretaget måling af alle køretøjernes emissionsniveauer. Det var dog klart, at de var blevet klargjort og var lovlige i henhold til gældende regler om periodevis eftersyn. Endvidere var det klart, at udlejer af truckene havde foretaget mindre konstruktive ændringer af truckene, således at de kunne køre med gasflaske monteret på bagenden. Det lå også fast, at udlejer i forbindelse med klargøringen sendte en e-mail til lejer med oplysning om, at lejer skulle huske at lufte ud i lagerhallen, når der kørtes med trucks indendørs.

Lejer etablerede imidlertid hverken naturlig eller mekanisk ventilation i lagerhallen og udarbejdede grundet tidspres heller ikke APV’er inden arbejde i lagerhallen blev sat i gang og inden ibrugtagning af føromtalte trucks.

Da montøren blev sygemeldt og rejste krav om erstatning overfor lejer af lagerhallerne, anerkendte lejerens ansvarsforsikringsselskab erstatningspligten overfor montøren. Forsikringsselskabet forhandlede herefter med montørens advokat om opgørelsen af montørens krav på personskadeerstatning, hvorom der blev indgået forlig udenretligt således, at montøren modtog i omegnen af 3 mio. kr. i erstatning fra forsikringsselskabet.

Kort inden den 3-årige forældelsesfrists udløb rettede forsikringsselskabets advokat henvendelse til udlejer af føromtalte trucks med krav om, at udlejer skulle anerkende at være endelig erstatningsansvarlig overfor montøren, hvilket udlejer og dennes ansvarsforsikringsselskab afviste.

Herefter udtog ansvarsforsikringsselskabet for lejer af lagerhallerne stævning imod udlejer af truckene med påstand om, at udlejer skulle betale, hvad ansvarsforsikringsselskabet havde betalt i personskadeerstatning til montøren.

Der blev under sagen afholdt syn og skøn ved to skønsmænd, som begge mente, at den primære årsag til kulilteforgiftningen måtte være de loftshængte gasfyr i kombination med manglende udluftning i lagerhallen. Efterfølgende blev der af forskellige grunde rejst tvivl om rigtigheden heraf.

Udover spørgsmålet om, hvad der var årsag til kulilteforgiftningen, rejste sagen også spørgsmålet, om der overhovedet var et ansvarsgrundlag for udlejer af truckene og i givet fald, om det var et ansvar omfattet af produktansvarslovens regler, fordi udlejer havde foretaget konstruktive ændringer af truckene inden levering. Der blev også stillet spørgsmålstegn ved årsagssammenhængen mellem montørens sygemelding og deraf følgende erstatningskrav og hans arbejde i hallerne samt ved erstatningsopgørelsen i øvrigt.

Under selve hovedforhandling, hvortil skønsmændene ikke var indkaldt, kom det i øvrigt frem, at lejer af lagerhallerne i dagene op til kulilteforgiftningen af montøren også havde praktiseret at køre henved 30 lastbiler i døgnet ind i lagerhallerne med henblik på aflæsning. Det stod imidlertid ikke klart, hvor i lagerhallen truckene havde kørt i forhold til det sted, hvor montøren arbejdede, da han blev kulilteforgiftet, om end det vist nok var klart, at der ikke havde kørt trucks dér på dagen for kulilteforgiftningen.

Efter en konkret vurdering lagde retten til grund, at der ikke var etableret udluftning i lagerhallen, og at lejer af lagerhallen var bekendt med behovet herfor og reglerne herom. Endvidere lagde retten til grund, at der kunne være flere, mulige forureningskilder. Disse forhold sammenholdt med sagens oplysninger i øvrigt gjorde, at retten ikke fandt det bevist, at der var årsagssammenhæng mellem brugen af to trucks, som der efter kulilteforgiftningen blev konstateret defekter ved. Udlejer af truckene blev herefter frifundet.

Kommentar:

Dommen viser, at man som regressøgende skal være særdeles påpasselig med at sikre sig stærke beviser, hvis regres skal kunne gennemføres mange år efter den hændelse, som regressagen udspringer af.  Konkrete forhold spillede naturligvis også en rolle for sagens udfald, men der er næppe tvivl om, at det ikke var til fordel for det regressøgende forsikringsselskabs muligheder for at gennemføre regres, at der var gået næsten 3 år fra skaden, inden der blev rejst krav overfor udlejer af truckene. Det kan således også anbefales, at man om muligt hurtigt gør sig klart, om der er eller kan være grundlag for regres overfor tredjemand efter en skade, og at man i givet fald hurtigt inddrager tredjemand i sagens oplysning.

Allerede fordi, udlejer af truckene blev frifundet grundet manglende årsagssammenhæng, fik retten ikke lejlighed til at tage stilling til de andre og ikke helt uinteressante problemstillinger, som sagen gav anledning til.

Det vides endnu ikke, om dommen ankes.

Sagen er for sagsøgte og sagsøgtes ansvarsforsikringsselskab forberedt og ført af advokat Thomas Birch

Læs dommen her