Retten i Viborgs dom af 29. november 2024

Sagsøgerne købte og overtog i 2020 et hus fra begyndelsen af 1970’erne. Der var udarbejdet tilstandsrapport og tegnet ejerskifteforsikring for huset. Kort efter overtagelsen konstaterede sagsøgerne bl.a., at gulvene i huset gav efter og gyngede, navnlig hvor gulvene stødte mod husets ydervægge.

Forholdet blev anmeldt til sagsøgernes ejerskifteforsikring, som imidlertid afviste at dække forholdet. Selskabet henviste bl.a. til, at der ikke var tale om en skade i ejerskifteforsikringens forstand, da der ikke var konstateret nye revner i gulvene, og da der heller ej var tale om nævneværdige revnedannelser i øvrigt i huset. Der var ifølge selskabet heller ikke nærliggende risiko for skade, og husets brugbarhed var i øvrigt ikke nedsat nævneværdigt i forhold til andre tilsvarende intakte bygninger. Dertil kom ifølge selskabet, at sagsøgerne blot kunne undlade at placere tungere møblement med punktbelastning langs husets ydervægge.

Sagsøgerne imødegik det af selskabet anførte bl.a. ved foranstaltning af syn og skøn, i hvilken forbindelse der blev indhentet tre erklæringer i alt.

Retten lagde ud fra en samlet vurdering og med udtrykkelig henvisning til skønsmandens besvarelser og afhjemlingen af skønsmanden vægt på, at sagsøgerne havde løftet bevisbyrden for, at det anmeldte forhold vedrørende de gyngende gulve var dækningsberettigende. Hertil gjorde retten bl.a. bemærkning om, at betontykkelsen af gulvene ikke svarede til datidens byggeskik, og at der som følge heraf var risiko for yderligere skader på gulvene afhængig af belastningen derpå. Det bemærkedes endvidere af retten, at sagsøgerne ikke skulle tåle, at de ikke uden risiko for yderligere skade på gulvene kunne placere tungere møblement med punktbelastning langs og omkring husets ydervægge.

Sagsøgerne fik derimod ikke medhold i, at de havde krav på et større beløb til udbedring end vurderet af skønsmanden og ej heller i en påstand om forrentning af deres krav fra et tidligere tidspunkt end 14 dage efter skønsmandens erklæring.

Kommentar:

Det er ikke sædvanligt, at dækningstvister i forhold til en ejerskifteforsikring indbringes for domstolene uden først at have været forbi Ankenævnet for Forsikring. Sagsøgerne havde dog efter råd fra tidligere advokat valgt at gå direkte til domstolene.

Derudover illustrerer afgørelsen, at skadebegrebet i ejerskifteforsikringsbetingelserne må forstås og fortolkes i lyset af en helt sædvanlig anvendelse af et almindeligt familiehus.

Sagen er for husejerne forberedt og hovedforhandlet af advokat Thomas Birch.

Det vides ikke, om dommen bliver anket.