Vestre Landsrets dom af 16. december 2024

Vestre Landsrets dom af 16. december 2024

Sagen angik spørgsmålet, om en kommune var erstatningsansvarlig overfor en tidligere ansat, som over en periode på mere end 34 år havde arbejdet med fysisk hårde arbejdsopgaver med mange, tunge løft på daglig basis og til tider i akavede arbejdsstillinger, og som pådrog sig en ikke nærmere specificeret ryglidelse. Smerterne som følge ryglidelsen førte til arbejdsophør og førtidspensionering af arbejdstager, som endvidere fik anerkendt lidelsen som en erhvervssygdom.

Som led i erhvervssygdomssagen indhentede arbejdsskademyndighederne erklæringer fra arbejdstagers tidligere kolleger om de fysiske belastninger forbundet med arbejdet for kommunen. Endvidere udarbejdede en rejseinspektør på arbejdsskademyndighedernes foranledning en fyldig og meget detaljeret rapport om de fysiske belastninger forbundet med arbejdet efter interview af arbejdstager og dennes umiddelbart foresatte. Rapporten blev efterfølgende sendt til gennemlæsning hos kommunen, uden at der i den forbindelse fremkom bemærkninger. Heller ikke arbejdsskademyndighedernes spørgsmål i øvrigt til kommunen om de fysiske belastninger i forbindelse med arbejdet affødte kommentarer eller bemærkninger fra kommunen. De foreliggende oplysninger gjorde, at arbejdsskademyndighederne lagde til grund, at arbejdstager over en meget lang årrække havde løftet i gennemsnit mellem 8-11 tons på daglig basis, jævnligt i akavede arbejdsstillinger og ofte uden hjælpemidler.

Arbejdstager rejste herefter krav om godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste overfor kommunen. Kommunen afviste at være erstatningsansvarlig med henvisning til bl.a., at arbejdet ikke havde indebåret sådanne belastninger som ellers lagt til grund af arbejdsskademyndighederne.

På vegne af arbejdstager anlagde dennes fagforening retssag imod kommunen, som under retssagen fastholdt, at der ikke var godtgjort et erstatningsansvar for kommunen, og at der tillige ikke var årsagssammenhæng mellem arbejdstagers ryglidelse og de fysiske belastninger, som arbejdstager havde været eksponeret overfor i forbindelse med arbejdet for kommunen. Som led i sagsforberedelsen for byretten blev der indhentet flere udtalelser fra Retslægerådet. Retslægerådet oplyste bl.a., at arbejdstagers degenerative forandringer i lænderyggen og nedadtil i brystryggen ikke kunne forklares ved arbejdet, men de uspecifikke rygsmerter kunne. Endvidere oplyste Retslægerådet i en supplerende besvarelse, at de degenerative forandringer i arbejdstagers ryg kunne ses både med og uden hårdt fysisk arbejde, og at arbejdet vurderedes at have været medvirkende til den tiltagende lænderygsdegeneration med smerter hos arbejdstager. I en præciserende besvarelse oplyste Retslægerådet så, at degenerative forandringer er en kendt årsag til kroniske lænderygsmerter, og at der er ”ringe epidemiologisk sammenhæng mellem arbejdsfunktion og udvikling af degeneration”. Uagtet det fysisk belastende arbejde kunne Retslægerådet imidlertid ikke ”afgøre de forskellige faktorers andelsmæssige betydning for den efterfølgende smertetilstand”, og at ”den billeddokumenterede degeneration [kunne] forklare smertetilstanden i sig selv”.

Byretten fandt, at kommunen var erstatningsansvarlig overfor arbejdstager som følge af, at arbejdet over årene ikke havde været tilrettelagt forsvarligt, at instruktionen havde været utilstrækkelig, og at tilsynet med arbejdstagers arbejde havde været mangelfuldt. Allerede fordi de arbejdsopgaver, som arbejdstager havde udført for kommunen, ifølge Retslægerådet havde været medvirkende til arbejdstagers ryglidelse, fandt retten endvidere, at der var årsagssammenhæng mellem arbejdet og ryglidelsen.

Kommunen blev således af byretten dømt til at betale erstatning til arbejdstager i overensstemmelse med arbejdstagers påstand. Byrettens dom blev imidlertid anket af kommunen til landsretten.

Efter bevisførelsen fandt også landsretten efter en konkret vurdering, at der havde været ansvarspådragende mangler ved såvel den instruktion, der var givet til arbejdstager, og det tilsyn, der over årene havde været ført med arbejdet. Landsretten tiltrådte således, at kommunen havde handlet ansvarspådragende.

Derimod fandt landsretten ikke, at det var tilstrækkeligt godtgjort af arbejdstager, at hans rygsmerter skyldtes arbejdet for kommunen. Landsretten lagde herved afgørende vægt på den ovenfor angivne præciserende besvarelse fra Retslægerådet og frifandt herefter kommunen.

Kommentar:

Det er som arbejdsgiver af væsentlig betydning for en arbejdsskade- og erstatningssag, at arbejdsgiver engagerer sig aktivt i sagens oplysninger fra begyndelsen og bidrager til sagens rette oplysning. Det kan – som dommen viser – været ganske vanskeligt efterfølgende at imødegå krav om erstatning med henvisning til, at tidligere indhentede oplysninger ikke er korrekte.

Derudover viser dommene fra byretten og landsretten, at den juridiske vurdering af spørgsmålet om medicinsk årsagssammenhæng er en anden end den medicinske årsagssammenhængsvurdering. Det var genstand for indgående procedurebemærkninger for landsretten, om det var tilstrækkeligt til, at der var godtgjort årsagssammenhæng, at arbejdets forhold blot havde medvirket til ryglidelsen hos arbejdstager. Som dommen viser, skal der mere til, hvilket også forekommer oplagt rigtigt, for det er næppe holdbart eller rigtigt, at den blotte medvirken i sig selv er tilstrækkeligt. Hvor meget mere, der skal til, altså hvilken grad af sandsynlighed, der er nok, kan ikke udledes af dommen fra landsretten, hvilket i øvrigt stemmer fint overens med retspraksis og litteratur vedrørende sager af denne karakter.

Sagen er for kommunen forberedt og hovedforhandlet for landsretten af advokat Thomas Birch.