Aktivitetsudbyder og gymnasium frifundet for elevs krav om erstatning som følge af alvorlig rygskade opstået under canyoning på studietur

Sagen angik, om et gymnasium og en aktivitetsudbyder havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med planlægningen og gennemførelsen af en canyoningaktivitet på en studietur til Norditalien. En elev pådrog sig en rygfraktur ved kontakten med vandet efter et udspring fra en klippeafsats i ca. 13 meters højde.

Eleven gjorde navnlig gældende, at aktiviteten var uforsvarligt tilrettelagt, at instruktionen var utilstrækkelig, og at de sagsøgte havde tilsidesat deres tilsynsforpligtelse. Spørgsmålet om ansvarsgrundlaget blev udskilt til særskilt pådømmelse.

Retten lagde efter en ganske omfattende bevisførelse, der også omfattede en lang række videooptagelser fra dagen for ulykken, til grund, at ruten i kløften, hvor skaden skete, var velegnet til deltagere uden forudgående erfaring med canyoning, blandt andet fordi springene steg i højde undervejs. Det blev også lagt til grund, at guiderne få dage før turen havde kontrolleret rutens sikkerhedsmæssige stand. Det kunne ikke lægges til grund, at det udleverede udstyr var mangelfuldt på en måde, som havde forårsaget eller bidraget til skaden. Retten lagde endvidere til grund, at eleverne hverken var tvunget til eller følte sig pressede til at gennemføre spring, som de ikke følte sig rustede til.

Det blev derudover tillagt vægt, at eleverne ved turens begyndelse havde modtaget en grundig sikkerheds- og instruktionsbriefing, at guiderne gentog instruktionerne i fornødent omfang undervejs, og at hver enkelt elev fik individuel instruktion før det sidste spring, hvor sagsøger kom til skade. Således havde den tilskadekomne elev også modtaget denne instruktion, hvortil kom, at det måtte lægges til grund, at han udførte springet fra 13 meters højde teknisk korrekt og i overensstemmelse med de givne anvisninger.

På den baggrund fandt retten, at aktiviteten var forsvarligt tilrettelagt, og at instruktionen og tilsynet var tilstrækkeligt og forsvarligt. Hverken aktivitetsudbyderen eller gymnasiet havde således udvist culpøs adfærd ved planlægningen, tilrettelæggelsen, instruktionen, tilsynet eller i henseende til andre omstændigheder knyttet til aktiviteten. Retten fandt desuden, at rygfrakturen ikke var forventelig. Skaden var derfor et hændeligt uheld, som de sagsøgte ikke var ansvarlige for.

Dommen illustrerer, at det ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at statuere et culpaansvar, at en deltager kommer alvorligt til skade under en risikobetonet aktivitet, og der gælder en ligefrem bevisbyrde, som påhviler skadelidte. Det afgørende er herefter, om der efter en prøvelse af de konkrete forhold ved aktivitetens planlægning og gennemførelse m.m. er grundlag for at fastslå fejl eller forsømmelser hos arrangøren eller aktivitetsudbyderen.

Retten foretog i den foreliggende sag en grundig prøvelse af de enkelte momenter, som kunne tale for et ansvar. Vurderingen omfattede blandt andet valget af rute, kontrollen af dens sikkerhedsmæssige stand, det udleverede udstyr, sikkerhedsbriefingen, den løbende og individuelle instruktion, guidernes tilsyn og spørgsmålet om, hvorvidt eleverne havde en reel mulighed for at undlade springene. Retten tog også stilling til elevens konkrete udførelse af det spring, hvor skaden indtraf. Ingen af disse forhold gav efter bevisførelsen grundlag for at fastslå, at aktivitetsudbyderen eller gymnasiet havde handlet culpøst.

Det er desuden værd at hæfte sig ved rettens vurdering af skadefølgens forventelighed. Retslægerådet havde anført, at man typisk ikke ville forvente en rygfraktur efter et spring af den art, der var tale om, selv om springet var egnet til at forårsage skaden. Retten lagde som anført til grund, at springet blev udført teknisk korrekt, og fremhævede udtrykkeligt, at rygfrakturen ikke var forventelig. Spørgsmålet om påregnelighed indgik således også som et moment i pådømmelsen af sagen.

Sagen er for aktivitetsudbyderen forberedt ført af advokat Thomas Birch.