Retten i Aalborgs dom af 4. marts 2022

Retten i Aalborgs dom af 4. marts 2022

Skadelidte var impliceret i et færdselsuheld den 22. august 2014, hvorefter skadevolders ansvarsforsikringsselskab anerkendte erstatningspligten efter færdselslovens § 105, jf. § 101, for adækvate og kausale personskader som følge af uheldet. Skadevolders ansvarsforsikringsselskab afviste at udbetale svie- og smertegodtgørelse grundet manglende årsagssammenhæng, blandt andet fordi skadelidtes bil blev påført minimale materielle skader, der blev takseret til 6.063,03 kr. eksklusive moms, hvoraf 3.540,89 kr. udgjorde udgiften til reservedele. Skadelidte påstod dog, at påkørslen skete med høj hastighed, og at bilen blev totalskadet, men førte ikke bevis for dette.

Skadelidte havde forinden færdselsuheldet betydeligt forudbestående, da skadelidte blandt andet allerede i barndommen fik brud i nakken og i 2013 var udsat for et højenergitraume. Skadelidte blev i maj 2014 opereret i nakken herfor og oplevede i perioden derefter bedring.

Skadelidte rejste herefter krav om godtgørelse for svie og smerte og varigt mén som følge af færdselsuheldet den 22. august 2014 for gener i nakke, hoved og arme. Forud for retssagens anlæg indhentede skadevolders ansvarsforsikringsselskab erklæring fra Dancrash med hastighedsberegninger. Rapporten beregnede hastigheden for den bagfrakommende bil til 10,2 km/t i kollisionsøjeblikket, hvilket medførte en hastighedsændring for skadelidtes bil på 7,9 km/t.

Skadelidte indhentede sideløbende, uden skadevolders ansvarsforsikringsselskabs medvirken, en udtalelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til brug for ulykkesforsikringen, der vurderede skadelidtes varige mén til 5 %.

Sagen blev under retssagen forelagt Retslægerådet, der vurderede, at færdselsuheldet havde medført en forværring af skadelidtes forudbestående nakkesymptomer. Rådet fandt dog uanset dette, at skadelidtes helbredsmæssige gener med mindre end 50 % sandsynlighed skyldtes færdselsuheldet den 22. august 2014, men derimod skyldtes skadelidtes betydelige konkurrerende gener i form af svære slidgigtforandringer i nakken. Rådet bemærkede endvidere, at skadelidtes gener på tidspunktet for færdselsuheldet var beskedne, hvorefter Rådet skønnede, at skadelidtes nakkesmerter, som udløst af færdselsuheldet alene var af midlertidig karakter med en normal ophelingstid på mellem 3 og 6 måneder.

Retten lagde efter fast praksis Retslægerådets udtalelse om årsagssammenhæng til grund og tilsidesatte Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vurdering af skadelidtes varige mén og fandt således, at skadelidte ikke med overvejende sandsynlighed havde løftet bevisbyrden for årsagssammenhæng hverken for kravet om midlertidig godtgørelse for svie og smerte eller varigt mén. Dette var på trods af, at Retslægerådet havde udtalt, at færdselsuheldet var egnet til at medføre midlertidige gener. Retten lagde i den forbindelse større vægt på, at skadelidte allerede var sygemeldt, da ulykken fandt sted, ligesom der ikke på baggrund af sagens lægelige akter var ført tilstrækkeligt bevis for, at påkørslen havde medført gener, som berettigede til svie- og smertegodtgørelse, jf. EAL § 3.

Skadevolders ansvarsforsikringsselskab blev herefter frifundet.

Kommentar:

Dommen bekræfter retstilstanden efter U.2011.128H, der blandt andet opstiller krav til ulykkens egnethed, og understøtter at Retslægerådets vurdering af årsagssammenhængen har forrang frem for vejledende udtalelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Endelig bemærkes at en totalskade ikke beskriver en kraft, men derimod beskriver den økonomiske proportionalitet mellem bilens værdi og skaderne påført denne. Begrebet kan således ikke anvendes som indikation for, at en ulykke har været egnet til at medføre hverken midlertidige eller varige gener.

Det vides endnu ikke, om dommen ankes.

Sagen er for skadevolders ansvarsforsikringsselskab ført af advokatfuldmægtig Alexandra Malou Wiese.