Retten i Roskildes dom af 11. april 2018

Retten i Roskildes dom af 11. april 2018

Sagen drejede sig om krav på person- og tingsskadeerstatning i anledning af et trafikuheld den 7. februar 2011, hvor der skete et sammenstød mellem to køretøjer.

Skadelidte (A) blev bragt på skadestuen umiddelbart efter uheldet, hvor A alene havde klaget over gener i brystbenet. Det fremgik udtrykkeligt af skadestuejournalen, at A hverken havde slået ryggen eller hovedet i forbindelse med uheldet, og at A ikke havde været bevidstløs. Efter ca. 10 dage efter uheldet kontaktede A egen læge med klager over hovedpine, gener i nakke og ryg – dog uden at nævne, at de skulle være opstået i forbindelse med uheldet. Først 7 måneder efter uheldet oplyste A, at han i forbindelse med uheldet havde slået hovedet og været bevidstløs. Ahar i forløbet herefter klaget over flere andre gener, som angiveligt også var tilkommet efter uheldet.

As eget ulykkesforsikringsselskab anerkendte samtlige gener og udbetalte erstatning svarende til 20 % varigt mén. Overfor motoransvarsforsikringen (F) gjorde skadelidte herefter krav på fuld svie og smertegodtgørelse, godtgørelse for varigt mén på 20 %, foreløbigt opgjort erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for hustrupasning samt krav på tingsskadeerstatning for sin totalskadede bil og omkostninger forbundet med opbevaring af bilen indtil skrotning. For så vidt angår krav på tabt arbejdsfortjeneste gjorde A, der på uheldstidspunkt var under uddannelse til rørlægger, gældende, at han skulle være startet på fuld tid den 18. marts 2011, hvis uheldet ikke var sket. A henviste i den forbindelse til en skriftlig erklæring fra det pågældende selskab, der var dateret 1 år efter uheldet.

F udbetalte 100.000 i uspecificeret á conto erstatning.

Under retssagen indhentede F en sagkyndig erklæring fra DanCrash og forelagde sagen for Retslægerådet. DanCrash vurderede, at det var usandsynligt at A havde slået hovedet i forbindelse med uheldet, hvis han som oplyst i sagen havde brugt sikkerhedssele. Retslægerådet fandt det ligeledes (med henvisning til skadestuejournalen) usandsynligt, at A havde pådraget sig et hovedtraume eller gener i andre dele af kroppen end blot brystbenet.

A forklarede selv under hovedforhandlingen, at han allerede på skadestuen havde klaget over gener i hovedet, og at lægerne havde valgt at fokusere på hans brystgener. Både sygehuspersonalet og hans egen læge havde således angiveligt forsømt at undersøge As gener og notere det i patientjournalen. I forhold til den påståede ansættelse forklarede A, at der var indgået en skriftlig ansættelsesaftale, men at han havde smidt den væk.

Under henvisning til oplysningerne i særligt skadestuejournalen og erklæringerne fra Retslægerådet fandt retten det ikke bevist, at A havde pådraget sig andre gener end midlertidige gener i brystbenet. Retten fandt således ikke, at brystgenerne udgjorde et varigt mén på mindst 5 % og henviste i den forbindelse til, at sagen ikke var blevet forelagt for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Retten tildelte A alene godtgørelse for svie og smerte (dog ikke maksimum).

For så vidt angår erstatning for tabt arbejdsfortjeneste lagde retten vægt på, at A forud for uheldet ikke havde været i arbejde i flere år, og at den under sagen fremlagte erklæring hverken blev understøttet af vidneforklaringer eller oplysningerne i selskabets regnskaber, der var fremlagt af forsikringsselskabet. A havde derfor ikke krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

A havde ligeledes ikke krav på godtgørelse for hustruens pasning, idet det ikke kunne betragtes som en helbredelsesudgift eller andet tab efter EAL § 1a. Der var i øvrigt ikke fremlagt dokumentation, herunder opgørelse af kravet, der gav anledning til at fravige udgangspunktet om, at alene den direkte skadelidtes tab kan kræves dækket.

For så vidt angår krav på tingsskadeerstatning fandt retten det ikke bevist, at As bil havde den værdi, som opgjort og fastsætte en skønsmæssig erstatning for bilen. A fik endvidere dækket udgiften til opbevaring af bilen.

Sammenfattende fandt Retten således, at A i forbindelse med modtagelse af á conto erstatningen allerede var dækket for sine krav, og ikke var berettiget til yderligere. F blev derfor frifundet.

Dommen er anket og påstanden er i den forbindelse hævet med 1 million.

Sagen er for forsikringsselskabet ført af advokat Safinaz Altintas.