Vestre Landsrets dom af 8. marts 2022

Vestre Landsrets dom af 8. marts 2022

Et elektrikerfirma blev af en kunde bedt om at lokalisere sikringen til en læsserampe i kundens virksomhed. Elektrikerfirmaet sendte en af firmaets erfarne elektrikere ud til kunden, hvorefter elektrikeren fik anvist el-tavlen, hvor sikringen til en læsserampe, der var under ombygning, skulle lokaliseres. Elektrikeren gik metodisk frem og slog skiftevis hovedafbrydere til de forskellige gruppekredse fra og til, indtil det lykkedes elektrikeren at finde den sikring, han ledte efter. Herefter forlod elektrikeren kundens virksomhed.

Godt halvanden måned senere konstaterede kunden, at et rum i kælderen hos kunden indeholdende et omfattende varelager var oversvømmet af vand med store skader på varerne til følge. Kunden konstaterede, at vandopstigningen i kælderrummet skyldtes, at en dykpumpe, som kunden havde installeret i kælderen, ikke fungerede. Det kunne endvidere konstateres, at dykpumpens manglende funktionsdygtighed skyldtes, at en hovedafbryder på den el-tavle, som elektrikeren havde arbejdet på, var slået fra.

Kunden var af den overbevisning, at det skyldtes en forglemmelse fra elektrikeren, at han ikke havde slået hovedafbryderen til i forbindelse med, at elektrikeren skulle lokalisere føromtalte sikring til en læsserampe. Der var ifølge kunden således ikke andre end elektrikeren, der havde haft med el-tavlen at gøre i tiden mellem elektrikerens arbejde for kunden og konstateringen af vandskaden. Der var endvidere ingen, der havde haft ærinde i kælderen i tidsrummet fra lidt før elektrikerens arbejde for kunden og indtil vandskaden konstateredes.

Elektrikerfirmaet og elektrikeren selv var imidlertid af den opfattelse, at det var usandsynligt, at elektrikeren skulle have efterladt hovedafbryderen til strømforsyningen i kælderen i afbrudt tilstand. De afviste derfor at være erstatningsansvarlig overfor kunden, da denne rejste krav om erstatning for godt 750.000 kr. som følge af skaderne på kundens varelager.

Kunden anlagde herefter sag imod elektrikerfirmaet, der blev frifundet i både byretten og landsretten. I sagen for byretten blev det på grundlag af de dengang foreliggende oplysninger lagt til grund, at det var usikkert, om dykpumpen overhovedet blev forsynet med strøm fra en gruppekreds på el-tavlen, hvorpå hovedafbryderen var slået fra. Det blev der ændret på i forbindelse med et syn og skøn for landsretten, der ubestridt kunne lægge til grund, at der var direkte sammenhæng mellem vandskaden i kælderen og dykpumpens manglende funktionsdygtighed, hvilket skyldtes at en hovedafbryder var blevet slået fra.

For landsretten afgav elektrikeren, der som nævnt var meget erfaren, en meget sikker forklaring om den arbejdsgang, han anvendte ved lokalisering af en sikring på en el-tavle. Han forklarede blandt andet, at det ville være meget usandsynligt, at han skulle have glemt at slå en afbrudt hovedafbryder til igen. Det kunne ikke udelukkes, at det kunne være sket, men det ligger dybt i en elektriker, at en hovedafbryder skal slås til igen hurtigt – navnlig i en virksomhed, et hospital eller på en skole. Elektrikerens chef bekræftede overfor landsretten elektrikerens beskrivelse af arbejdsgangen.

Efter en samlet vurdering af sagen, herunder elektrikerens forklaring for landsretten og det forhold, at der gik ca. halvanden måned efter arbejdets udførelse, inden vandskaden i kælderrummet blev konstateret, fandt landsretten, at det ikke var tilstrækkeligt godtgjort, at der var handlet ansvarspådragende af elektrikeren i forbindelse med arbejdet for kunden.

Kommentar:

Dommens resultat kan forekomme oplagt, men landsrettens begrundelse er ikke desto mindre interessant. Det er værd at hæfte sig ved, at landsretten finder, at det ikke er tilstrækkeligt godtgjort, at der er handlet ansvarspådragende. Landsretten synes med andre ord at lægge vægt på, at der i en situation som den, der forelå til bedømmelse, skal noget mere til end sædvanligt for, at kravstiller har løftet sin bevisbyrde. Det er formentlig, fordi der gik nogen tid, inden vandskaden konstateredes, og inden der reklameredes fra kundens side. Det kan forekomme strengt, når der ret beset næppe var noget at bebrejde kravstiller i forhold til, hvornår det forhold, som kravstiller bebrejdede elektrikeren, kunne konstateres. Omvendt giver det anledning til bevisusikkerhed, når tiden går, inden krav (kan) rejses, og den risiko for tab, som dette måtte kunne medføre, hviler altså som det klare udgangspunkt hos kravstiller.

Det skal tilføjes, at sagen rummede en række andre elementer, som landsretten også synes at berøre, som med en vis rette kunne give anledning til tvivl om bl.a. det rejste kravs eksistens og berettigelse, hvilket næppe heller har gavnet kravstillers sag.

Men der er næppe tvivl om, at en mindre sikker forklaring fra elektrikeren, end det var tilfældet, kunne have ført til et ganske andet udfald. Dommen viser således også betydningen af, hvorledes vidneførslen for domstolene tilrettelægges.

Landsretssagen er for elektrikerfirmaet og dets ansvarsforsikringsselskab forberedt og ført af advokat Thomas Birch.