I en sag mellem et arbejdsskadeforsikringsselskab og Ankestyrelsen blev der indhentet en udtalelse fra Retslægerådet. Den tilskadekomne var bi-interveneret i sagen, men ikke angivet som part i spørgetemaet. I spørgetemaet til Retslægerådet var der konsekvent spurgt til, ”skadelidtes” gener og årsagen til pågældende gener.
Retslægerådet var tilsvarende konsekvent i sin besvarelse – dog således, at Retslægerådet gennemgående anvendte betegnelsen ”sagsøger”, selvom spørgsmålene ikke sagsøger (arbejdsskadeforsikringsselskabets) gener. Da der alligevel var anledning til at spørge til en sproglig forståelse af et andet spørgsmål, blev der også for ordens skyld spurgt til, om Retslægerådets angivelse af ”sagsøger” rettelig skulle forstås som ”skadelidte”. Dertil svarende Retslægerådet – i og for sig ganske overraskende – at ”Retslægerådet anvender betegnelsen ”sagsøger” i tilfælde, hvor en skade eksempelvis ikke er sandsynliggjort.”
Det havde man måske nok forventet, at Retslægerådet sædvanligvis ville havde anført ved besvarelsen af spørgsmålet, om sagen i øvrigt giver Retslægerådet anledning til bemærkninger, hvilket ikke var tilfældet.
Dette bekræfter blot, at man skal være særdeles opmærksom på, hvilke forudsætninger/rammer Retslægerådet og skønsmænd i øvrigt besvarer spørgsmål ud fra.
Københavns Byret fandt den 14. oktober 2026, at hverken en aktivitetsudbyder eller et gymnasium havde handlet ansvars- pådragende, da en elev pådrog sig en rygfraktur under canyoning på en studietur.
Retten i Hillerød fandt den 21. september 2026, at en selvforsikret kommune havde løftet bevisbyrden for, at der med overvejende sandsynlighed ikke var årsagssammenhæng mellem en arbejdsskade og 4/5 af erhvervsevnetabet.
Retten i Helsingør frifandt den 31. juli 2026 sælger af en fast ejendom for købers krav om erstatning for angivelige arealmangler.