Retten i Roskildes dom af 26. marts 2018

Erstatningskrav efter trafikuheld behandlet under straffesag – ej bevis for fortsat ansættelse efter prøveperiode eller årsagssammenhæng mellem uheld og indtægtstab efter ansættelsens ophør

Anklagemyndigheden indledte en straffesag mod B, der var kørt overfor rødt i et vejkryds, og påkørt en anden bilist. Føreren (A) af den påkørte bil kom alvorligt til skade og indtalte under straffesagen et erstatningskrav mod motoransvarsforsikringen (F).

F gjorde under straffesagen gældende, at A’s erstatningskrav i anledning af uheldet den 27. september 2016 skulle udskilles til særskilt behandling ved et civilt søgsmål, hvilket imidlertid blev afvist af retten. Retten pålagde herefter A’s bistandsadvokat at fremlægge lægelige dokumentation for A’s sygemelding og dokumentation for det påståede indtægtstab.

Efter modtagelsen af lægelige bilag vedrørende A’s skader valgte F at anerkende krav på svie og smertegodtgørelse, diverse udgifter til transport, og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til det tidspunkt, hvor ansættelsesaftalen ophørte. Der blev ligeledes opnået enighed om størrelsen af tingsskadekravene.

For så vidt angår A’s krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste gjorde F gældende, at der ikke forelå dokumentation for at ansættelsesforholdet ville fortsætte efter ophør af prøveperioden. A havde til støtte for sin påstand alene fremlagt en ansættelsesaftale, der var tidsbegrænset, og gjorde gældende, at der forelå en mundtlig aftale om at ansættelsesaftalen skulle forlænges efter prøveperioden.

F bestred endvidere krav om skønsmæssig erstatning for perioden efter ophøret af den tidsbegrænsede stilling med henvisning til A’s manglende tilknytning til arbejdsmarkedet og oplysninger i lægejournal om arbejdshindrende gener som følge af tidligere trafikuheld.

Retten fandt, at A, der var flygtning og først var kommet til Danmark i 2014, ikke havde dokumenteret en fast tilknytning til arbejdsmarkedet forud for sin ansættelse hos den daværende arbejdsgiver.

Efter bevisførelsen (hvor A’s påstand hverken var blevet understøttet af en skriftlig erklæring eller vidneforklaring fra A’s daværende arbejdsgiver) fandt retten ikke, at A havde dokumenteret, at den midlertidige ansættelse ville have været forlænget, hvis uheldet ikke var sket.

Under henvisning til A’s manglende tilknytning til arbejdsmarkedet og oplysninger om gener efter tidligere uheld fandt retten endvidere ikke, at der var dokumenteret årsagssammenhæng mellem trafikuheldet og A’s indtægtstab efter ophøret af den tidsbegrænsede stilling.

Udover allerede anerkendte krav, havde A derfor alene krav på erstatning for tingskaderne.

Læs dommen her