Retten i Glostrups dom af 16. november 2022

Retten i Glostrups dom af 16. november 2022

En forsikringstager havde købt og installeret en kummefryser i et opvarmet udhus, der lå i tilknytning til en nyopført villa. 6 år efter installationen af kummefryseren udbrød der brand i udhuset, der spredte sig til villaen med omfattende skader til følge. Omkostningerne til udbedring af brandskaderne blev afholdt af forsikringstagerens forsikringsselskab.

På foranledning af forsikringsselskabet gennemførte Dansk Brand – og Sikringsteknisk Institut (herefter ”DBI”) en brandundersøgelse. På daværende tidspunkt graduerede DBI resultatet af deres brandundersøgelser ud fra konklusionsgraderne A til E, hvor graden A var udtryk for en ”sikker” vurdering af brandårsagen, og graden B var udtryk for en ”overvejende sandsynlighedsovervægt” for undersøgelsens konklusion. I nærværende sag blev brandrapporten gradueret med konklusionsgraden C, der var udtryk for, at der var en ”sandsynlighedsovervægt” for, at årsagen til branden skyldtes kummefryseren, idet der var påvist spor af, at kummefryserens kondensator var årsag til brandens start, men de store ødelæggelser på brandstedet gav en vis usikkerhed i forhold til resultatet. Det bemærkes i den forbindelse også, at brandvæsenet i forbindelse med slukningsarbejdet havde trukket størstedelen af brandresterne ud af udhuset, herunder bl.a. hårde hvidevarer, et gasfyr og faste elinstallationer, der alle var for beskadigede til at kunne blive undersøgt.

Forsikringsselskabet gjorde efterfølgende regres over for den formodede producent af kummefryseren (et EU-baseret selskab, som havde efter det oplyste havde importeret fryseren til EU) og den forhandler, som havde solgt kummefryseren til selskabets forsikringstager, idet den formodede EU-producent afviste at anerkende at være producent af fryseren og i stedet henviste til et selskab i Kina, som efter det oplyste skulle være producent. Hertil kom, at den formodede EU-producent var organiseret med en række selskaber, som ikke ligefrem bidrog til at skabe overblik over, hvem der var EU-producent. Da både den formodede EU-producent og forhandleren afviste at anerkende at være regrespligtige i anledning af branden, anlagde forsikringsselskabet retssag imod begge.

Retssagen mod forhandleren blev sidenhen hævet, idet producenten kort tid inden hovedforhandlingen vedkendte sig at være producent af kummefryseren i produktansvarslovens forstand, hvilket da også fik omkostningsmæssige konsekvenser for producenten, som blev pålagt at betale sagsomkostninger til forhandleren. Det er her værd at bemærke, at forsikringsselskabet ikke blev pålagt at betale omkostninger til forhandleren.

I forbindelse med retssagen blev der gennemført syn og skøn, da de sagsøgte anfægtede bevisværdien af den ensidigt indhentede brandundersøgelse fra DBI. Ved skønserklæringen blev det fastslået, at brandens arnested og årsag ”mest sandsynligt” var relateret til kummefryseren, men brandårsagen kunne ikke entydigt fastlægges, idet skønsmanden ikke havde haft mulighed for at undersøge alle potentielle brandkilder grundet de omfattende ødelæggelser på brandstedet og brandvæsenets håndtering af løsøre m.v. i forbindelse med slukningsarbejderne. Den præcise brandårsag kunne derfor ikke fastlægges nærmere end, at den som nævnt mest sandsynligt var relateret til kummefryseren.

Det var på grundlag af DBIs brandundersøgelse og skønserklæringen fortsat forsikringsselskabets synspunkt i sagen, at kummefryseren led af en oprindelig defekt, som var årsag til branden, og at bevisbyrden herfor var løftet, da det på baggrund af de i sagen påviste brandspor var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at branden var startet i kummefryseren, og at der ikke kunne fordres en entydig fastlæggelse af brandårsagen.

Producenten mente, at bevisgrundlaget var utilstrækkeligt til at pålægge producenten erstatningsansvar, idet forsikringsselskabets krav var støttet på en ensidigt indhentet brandrapport fra DBI, der ikke kunne tillægges nogen bevismæssig værdi, og idet skønserklæringen i vid udstrækning var baseret på netop DBIs brandrapport og en besigtigelse af en udbrændt kummefryser, der tilmed var blevet fjernet fra brandstedet. Endvidere kunne det på baggrund af brandrapporten fra DBI og resultatet af det gennemførte syn og skøn ikke udelukkes, at også andre genstande i udhuset kunne have været årsag til branden, hvorfor forsikringsselskabet ifølge producenten hverken med sikkerhed eller med overvejende sandsynlighed havde løftet bevisbyrden for, at branden var startet i kummefryseren.

Retten fandt det i sagen bevist, at kummefryseren led af en oprindelig defekt, som var årsag til branden, hvorefter retten fandt producenten erstatningsansvarlig i anledning af brandskaden.

I begrundelsen for afgørelsen fastslog retten indledningsvist, at det påhvilede forsikringsselskabet at føre bevis for, at kummefryseren havde en oprindelig defekt, og at det med den tilstrækkelige grad af sandsynlighed kunne lægges til grund, at defekten var årsag til brandens opståen. Retten lagde i den forbindelse til grund, at det som følge af den omfattende brand ikke havde været muligt at undersøge alle genstande og elektriske installationer, der (også) kunne have forårsaget branden.

Om arnestedet udtalte retten herefter, at det fremgik af DBI’s rapport, at en række spor indikerede, at branden var opstået i kummefryserens kompressorrum, og at skønsmanden i sin erklæring havde angivet kummefryseren som det mest sandsynlige arnested for branden. For så vidt angik brandårsagen, udtalte retten, at det i rapporten fra DBI var angivet, at det var sandsynligt, at branden var et resultat af varmeudvikling med brand til følge i den elektriske kondensator i kummefryserens kompressorrum, og at det i skønserklæringen var angivet, at den mest sandsynlige årsag til branden var relateret til kummefryseren, idet der var fundet tegn på brandens start i kummefryseren, navnlig i en beskadiget elektrisk kondensator.

Det forhold, at skønsmanden både i sin erklæring og under afhjemlingen havde forholdt sig til, at der kunne være andre mulige brandårsager end forhold, der var relateret til kummefryseren, tillagde retten ikke afgørende vægt, da der på baggrund af forsikringstagerens vidneforklaring kunne ses bort fra mulige brandårsager relateret til brugen og den daglige anvendelse af kummefryseren. Retten udtalte, at der således alene udestod usikkerhed i forhold til den manglende undersøgelse af de installationer og genstande, der var bortbrændt. Retten bemærkede hertil, at skønsmanden vurderede usikkerheden forbundet med entydigt at kunne fastlægge brandårsagen for at være væsentlig, men slog i direkte forlængelse deraf fast, ”[…] at der ikke kan opstilles et krav om en entydig fastlæggelse af brandårsagen, og der foreligger ifølge rettens opfattelse således en tilstrækkelig grad af sandsynlighed for, at arnestedet for branden var kummefryseren, og at årsagen til branden var fejl i den elektriske kondensator, hvor der har været opstået et indvendigt varmegeneret overtryk, der har været årsag til branden.”

Kommentar:

Det er i produktansvarssager – som på andre retsområder – overladt til retten frit at afgøre, hvorvidt bevisbyrde for givne forhold er løftet. Rettens begrundelse og resultatet i denne sag støttes i høj grad på en helhedsvurdering af de faktuelle omstændigheder og tekniske spor, herunder DBI-rapporten, der blev tillagt ikke ubetydelig bevismæssig værdi, uanset producentens indsigelser herimod og på trods af, at rapporten var ensidigt indhentet. Dette skyldes nok, at rapporten var udarbejdet i nær tidsmæssig sammenhæng med brandens opståen, og at DBI er velanskrevne eksperter på netop området for brandundersøgelser. I forhold til beviskravet for en defekt er det værd at bemærke, at retten var enig med forsikringsselskabet i, at der ikke kan kræves en entydig fastlæggelse af en brandårsag, men at det kan være tilstrækkeligt at føre bevis for, hvad der mest sandsynligt er brandens årsag. Særligt i brandsager vedrørende produktansvar, hvor et produkt og beviserne i øvrigt typisk vil være voldsomt brandskadede, er det ofte yderst vanskeligt at fastlægge en præcis årsag til en defekt, hvilket altså ikke er ensbetydende med, at beviset for en defekt, og at defekten er årsag til skaden, ikke kan føres.

Derudover er dommen ikke uinteressant i forhold til spørgsmålet om sagsomkostninger, hvor en parts vrangvillighed påfører en anden part omkostninger til at inddrage tredjemand, og hvor det viser sig, at det kunne have været undgået.

Sagen er for forsikringsselskabet forberedt og ført af advokat Thomas Birch og advokat Rasmus Tommerup.

Det vides endnu ikke, om sagen ankes.