Vestre Landsrets dom af 20. marts 2024

Vestre Landsrets dom af 20. marts 2024

Vi har tidligere omtalt dom af 19. april 2022 fra Retten i Viborg, og som også kan findes blandt nyhederne på vores hjemmeside.

Nu har Vestre Landsret også haft lejlighed til at forholde sig til problemstillingerne i sagen, der kort fortalt tog udgangspunkt i, hvorvidt en udlejer af trucks (også) var erstatningsansvarlig i anledning af, at en montør blev kulilteforgiftet under udførelse af sit arbejde i nogle lagerhaller. Det viste sig efterfølgende, at to af de udlejede trucks var defekte og udledte mere CO end foreskrevet, hvilket kunne have været medvirkende til kulilteforgiftningen.

Et spørgsmål var herefter, om truckene var defekte på tidspunktet, da de blev lejet ud, og om udlejer var at betragte som producent i produktansvarslovens forstand, eftersom udlejer forud for levering af de pågældende trucks havde foretaget nogle konstruktive ændringer, hvorved truckene var blevet ombygget til at blive forsynet med gas fra flaske i stedet for fra fastmonteret tank.

Der var enighed mellem det regressøgende ansvarsforsikringsselskab og udlejer af de omtalte trucks om, at ansvarsforsikringsselskabets kunde ikke havde sørget for nogen som helst udluftning af lagerhallerne. Ansvarsforsikringsselskabets kunde var derfor erstatningsansvarlig overfor montøren, og ansvarsforsikringsselskabet havde da også udredt personskadeerstatning til montøren med et samlet beløb på mere end 3 mio. kr.

Det var imidlertid ansvarsforsikringsselskabets synspunkt, at udlejeren af føromtalte trucks (også) var erstatningsansvarlig, herunder at udlejeren var erstatningsansvarlig på objektivt grundlag i medfør af produktansvarsloven, idet udlejeren var at betragte som producent grundet førnævnte ombygning af de udlejede trucks, som havde vist sig at være defekte. I konsekvens heraf måtte udlejeren ifølge ansvarsforsikringsselskabet i det indbyrdes forhold mellem ansvarsforsikringsselskabets kunde og udlejeren måtte bære det fulde ansvar eller i hvert fald en væsentlig del af ansvaret, jf. fordelingsreglen i erstatningsansvarslovens § 25.

Heroverfor gjorde udlejeren gældende, at udlejeren ikke var at anse som producent, idet udlejer alene havde skiftet nogle dele på de udlejede trucks i forbindelse med klargøringen af truckene til udlejning. Endvidere havde de udskiftede dele ikke noget at gøre med de forhold, der viste sig at udgøre defekter ved de udlejede trucks. Udlejeren bestred også at være erstatningsansvarlig på andet grundlag end produktansvarsloven, idet udlejer ikke havde begået fejl eller udvist forsømmelser i forbindelse med klargøringen af truckene.

Der var for landsretten også uenighed om, hvorvidt der var årsagssammenhæng mellem kulilteforgiftningen af montøren og defekterne ved truckene, herunder om truckene havde bidraget itl kulilteforgiftningen af montøren. For landsretten blev der afholdt supplerende syn og skøn, og den ene skønsmand ændrede i forbindelse vurdering af spørgsmålet om årsagen til kulilteforgiftningen i forhold til den skønserklæring, skønsmanden udfærdigede i forbindelse med sagens behandling for byretten. For landsretten mente skønsmanden således, at den eneste sandsynlige kilde til kulilteforgiftningen måtte være de defekte trucks.

En enig landsret lagde til grund, at ansvarsforsikringsselskabets kunde var erstatningsansvarlig overfor den kulilteforgiftede montør, eftersom kunden ikke havde sørget for, at der var etableret udluftning i lagerhallerne, selvom der blev kørt med gasdrevne trucks. Spørgsmålet var herefter, om udlejer af truckene også var erstatningsansvarlig.

Landsretten udtalte herom, at den klargøring og udskiftning af nogle dele på truckene, som udlejer havde foretaget inden levering af truckene, ikke kunne bevirke, at udlejer kunne anses som producent i produktansvarslovens § 4, stk. 1’s forstand. Udlejer var derfor ikke erstatningsansvarlig på objektivt grundlag. Heller ikke efter dansk rets almindelige regler om erstatningsansvar fandt landsretten, at udlejer var ansvarlig, idet udlejer havde foretaget klargøringen af truckene på sædvanlig vis og i henhold til dagældende branchenormer. Dette på trods af, at skønsmanden for landsretten havde oplyst, at ”… alle trucks … [burde] … have været undersøgt for CO-emission inden levering og brug, så leverandøren kunne sikre sig, at alle trucks fungerede upåklageligt i den henseende”.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom og frifandt udlejer.

Kommentar:

Dommen er et interessant og vigtigt præjudikat til forståelsen af rækkevidden af producentbegrebet i produktansvarslovens § 4. Som dommen viser, er det ikke alle konstruktive produktændringer, der foretages, som medfører, at en aktør i forsyningskæden kan anses som producent. Dette er i for sig i overensstemmelse med, hvad der har været antaget i litteraturen, og med Østre Landsrets afgørelse i FED2016.91Ø, men der synes ikke at foreligge retspraksis i øvrigt, som tager stilling til, om og under hvilke omstændigheder man bliver producent ved at udskifte nogle dele på et produkt, der efterfølgende viser sig at være defekt.

Dommen viser også, at domstolene ikke ”blindt” følger en skønsmands vurderinger. Det er således vigtigt at være opmærksom på, om en skønsmands vurdering er udtryk for skønsmandens egne holdninger eller en følge af gældende normer og forskrifter, idet der alene bør/kan lægges vægt på sidstnævnte ved bevisvurderingen af en skønserklæring.