Vestre Landsrets dom af 22. marts 2024
Sagen angik udmåling af ”Schmerzengeld” (svie og smerte) til en dansk statsborger efter østrigsk ret. Sagen udsprang af et færdselsuheld i Østrig, hvor sagsøger i en dansk indregistreret bil blev påkørt af en østrigsk indregistreret bil. Sagsøger pådrog sig en skade i form af whiplash med smerter i nakke og hoved som følge af færdselsuheldet.
Sagsøger havde for byretten nedlagt påstand om, at forsikringsselskabet for den østrigsk indregistrerede bil skulle betale kr. 629.625 kr. i godtgørelse til sagsøger, svarende til erstatning for svie og smerte i 365 dage til en dagssats à 230 Euro.
Under sagens behandling for byretten fremsattes en begæring om, at der skulle indhentes en udtalelse om østrigsk ret i henhold til den europæiske konvention af 7. juni 1968 om oplysninger om fremmed ret.
Endvidere indhentedes via en advokatforbindelse i Østrig en række domme om udmåling af ”schmerzengeld” i sager om whiplash-skader, herunder en dom fra den østrigske Højesteret.
På baggrund af besvarelsen fra det østrigske justitsministerium, den foreliggende retspraksis fra Østrig samt en speciallægeerklæring fastsatte byretten sagsøgers erstatning for svie og smerte til kr. 200.000,00.
Forsikringsselskabet ankede dommen til landsretten med påstand om, at udmålingen af sagsøgers erstatning maksimalt kunne fastsættes til kr. 75.000,00 i henhold til den østrigske Højesteretsdom. Indstævnte påstod stadfæstelse.
For landsretten indhentede indstævnte en supplerende speciallægeerklæring, ligesom indstævnte indhentede yderligere retspraksis fra Østrig til imødegåelse af oplysningerne om østrigsk ret indhentet for forsikringsselskabet.
Landsretten stadfæstede byrettens resultat med henvisning til udtalelsen fra det Østrigske justitsministerium samt det udmålingsniveau, der var fastsat i dommene fra de østrigske domstole.
Kommentar:
Byretten og landsrettens dom viser, at ved behandling af sager efter fremmed ret, har det afgørende betydning for rettens afgørelse af sagen, at den fremmede ret og rettergangsmåde kendes.
Oplysninger om fremmed kan indhentes via advokatforbindelser, eller der kan indhentes oplysninger i henhold til den europæiske konvention af 7. juni 1968 om oplysninger om fremmed ret. Det er vigtigt at være opmærksom på, at generelt holdte spørgsmål og svar om fremmed ret til/fra en advokat eller et justitsministerium ikke altid er tilstrækkeligt. Det kan – som landsretsdommen viser – også være væsentligt at kunne dokumentere, hvorledes fremmede domstole helt konkret anvender fremmed ret i tilsvarende eller lignende sager.
Sagen er for forsikringsselskabet ført af advokat Thomas Birch for byretten og af advokat Tanja Gantzhorn for landsretten.
Related Posts
19/09/2024
Østre Landsrets dom af 3. September 2024
Grundejeransvar – indretning af lege- og træningsfaciliteter – egen skyld – accept af risiko
25/06/2024
Østre Landsrets dom af 25. juni 2024
Ansvar for offentlige myndigheder – glatførebekæmpelse – mangel på samme
31/05/2024
Retten i Hillerøds dom af 31. maj 2024
Forsikringsret – kaskoforsikring på bil – urigtige risikooplysninger – afkortning i erstatning – forsikringsaftalelovens §§ 7, jf. 6, stk. 2