Retten i Hernings dom af 27. marts 2024

Retten i Hernings dom af 27. marts 2024

Skadelidte arbejdede blandt andet som rengøringsmedarbejder for en virksomhed, der leverede facility services (kantineordning samt rengøring mv.) i en større produktionsvirksomhed. Skadelidte havde fast arbejdssted hos produktionsvirksomheden.

Under udførelsen af sit arbejde faldt en kasse med affaldsposer (ca. 12 kg) ned fra sin placering øverst på en almindelig metalreol i et rengøringsdepot og ramte skadelidtes hoved/nakke med personskade til følge. Skadelidte havde givet forskellige forklaringer om sit forehavende i depotrummet – det var hans faste rengøringsdepot, men det var uklart, om han skulle hente noget på eller under en hylde, om han var ved at gøre rent på en hylde, eller om han var ved at gøre plads til flere rengøringsartikler på en hylde.

Skadelidte havde med stor sandsynlighed selv placeret kassen med affaldsposer øverst på reolen, der ubestridt ikke var fastgjort til hverken væg eller gulv. Skadelidte gjorde gældende, at netop den manglende fastgørelse af reolen var årsag til, at kassen faldt, men kunne ikke nærmere redegøre herfor, idet i øvrigt bemærkes, at reolen ubestridt ikke var væltet. Hypotesen var, at små bevægelser i reolen havde fået kassen til at arbejde sig frem/forskubbe sig ud over hylden. Denne hypotese blev i det hele bestridt som udokumenteret.

Arbejdsgiveren havde umiddelbart efter underretningen om skaden inspiceret forholdene og havde forsøgt – ad flere omgange – at rekonstruere hændelsen. Dette var ikke lykkedes til trods for, at der efter det forklarede var blevet rusket godt og grundigt i reolen. Arbejdsgiver kunne kun forklare skaden ved, at skadelidte havde forsøgt at rykke rundt på reolen, hvilket imidlertid ikke gav mening, da der ikke var nogen steder at flytte den hen, og skadelidte afviste da også, at han havde forsøgt at flytte på reolen.

Kort før 5-årsdagen for ulykkestilfældet udtog skadelidte stævning mod både arbejdsgiver og produktionsvirksomhed med påstand om betaling af erstatning som følge af manglende fastgørelse af reolen. Arbejdsgiveren påstod frifindelse, idet det var udokumenteret, at skaden skyldtes fejl eller forsømmelse fra arbejdsgivers side, og produktionsvirksomheden påstod frifindelse som følge af forældelse.

Overfor anbringenderne om forældelse gjorde skadelidte særligt gældende, at der ikke var indtrådt forældelse i forholdet mellem skadelidte og produktionsvirksomheden, idet skadelidte havde suspenderet forældelsesfristen, jf. forældelseslovens § 22, eftersom der var udtaget stævning mod én af de solidariske ansvarlige, inden forældelsen var indtrådt (overfor arbejdsgiver) og tilmed samtidig havde udtaget stævning mod produktionsvirksomheden. Dette sammenholdt med, at de solidarisk hæftendes indbyrdes suspension efter forældelseslovens § 12 måtte medføre, at skadelidte alternativt ville kunne indtræde i arbejdsgiverens regreskrav overfor produktionsvirksomheden. Arbejdsgiveren havde – ifølge skadelidte – et sådant regreskrav, hvorved skadelidte mente at have suspenderet forældelsen også overfor produktionsvirksomheden.

Retten frifandt arbejdsgiveren, idet det var uafklaret, hvordan og hvorfor ulykken skete, og det kunne ikke på baggrund af bevisførelsen fastlægges, hvordan eller hvorfor skaden var sket.

For så vidt angik produktionsvirksomheden forholdt retten sig til helt nøgternt til spørgsmålet om forældelse i forholdet mellem skadelidte og virksomheden. Uden at angive det specifikt må man konstatere, at da arbejdsgiveren ikke var ansvarlig og der således ikke var et solidarisk ansvar de to sagsøgte imellem, var skadelidtes krav overfor produktionsvirksomheden (som jo ikke var skadelidtes arbejdsgiver) forældet, jf. forældelseslovens § 3.

Kommentar:

Rettens dom følger for så vidt gældende praksis i fx FED2020.39V og FED2020.80V i relation til bevisbyrden og kravet til bevis for netop årsagen til tilskadekomsten og dermed også beviset for et ansvarsgrundlag.

Desværre fik vi ikke lejlighed til at finde ud af, hvorvidt skadelidte tillige kan opnå at få en tillægsfrist i spil overfor en solidarisk hæftende skyldner, jf. forældelseslovens § 12, stk. 1.

Sagen blev for arbejdsgiveren ført af advokat Anne Utke.