Københavns Byrets dom af 27. august 2020

Ved dom af 27. august 2020 har Københavns Byret frifundet et forsikringsselskab for en forsikringstagers krav om erstatning for stormskader på et fritidshus.

Fritidshuset var beliggende i skovområde i Sverige og var ikke blevet benyttet af forsikringstager igennem en periode på omkring 1 måned i foråret 2019. Da forsikringstager kom tilbage til huset, konstaterede han, at der lå væltede træer i området omkring huset, og at flere tagplader var blæst af huset. Endvidere var der skader på en overdækket terrasse til huset.

Skaderne blev umiddelbart derefter anmeldt som stormskader til fritidshusforsikringen, der imidlertid afviste forsikringsdækning under henvisning til, at forsikringsbetingelserne stillede krav om, at skaderne skyldtes storm, hvorved forstås en vindstyrke eller vindstød på 17,2 m/s. Derudover forelå der ikke mere præcise oplysninger fra forsikringstager om datoen for skaderne.

Forsikringstager indhentede derefter oplysninger fra de svenske meteorologiske myndigheder, som oplyste, at det på en given dato i perioden, hvor fritidshuset ikke havde været benyttet, var muligt, at der havde været vindstød på 17 eller 18 m/s. Da selskabet fortsat ikke ville give dækningstilsagn, anlagde forsikringstager retssag, hvorunder forsikringstager fremlagde yderligere oplysninger i form af fotos af skaderne og omgivelserne ved fritidshuset og vindmålinger fra en målestation omkring 33 km fra fritidshuset. Ifølge de vindmålinger havde det på førnævnte dato blæst med op til 18,3 m/s.

Selskabet gjorde heroverfor gældende bland andet, at der ikke kunne lægges vægt på de af forsikringstager fremlagte oplysninger, da de var ensidigt indhentet, og da målinger fra en vejrstation placeret mere end 30 km fra fritidshuset var uden relevans for vurderingen af, om skaderne på huset skyldtes vindstød eller blæst på mindst 17,2 m/s.

Retten fandt, at bevisbyrden for, at forsikringsbetingelsernes definition af storm var opfyldt, påhviler forsikringstager. Den bevisbyrde fandtes ikke løftet ved forsikringstagers egen forklaring eller ved de af forsikringstager fremlagte oplysninger, da de var ensidigt indhentet. Herefter frifandt retten selskabet.

Sagen er for forsikringsselskabet ført af advokat Thomas Birch.

Kommentar:

Henset til at der var tale om fritidshus, som i sagens natur alene benyttes lejlighedsvist, og at det kan være vanskeligt at tilvejebringe meget sikre beviser for forholdene, der ubestrideligt var årsag til skaderne på sagsøgerens fritidshus, kan rettens kvalifikation af bevisbyrden forekomme streng. Afgørelsen viser på den anden side, at domstolene tillægger ensidigt indhentede erklæringer og bevisligheder ganske ringe vægt, og at den, der har bevisbyrden for et givent forhold, gør klogt i at inddrage sin modpart, når der skal indhentes uvildige vurderinger m.v.