AES og Ankestyrelsen skulle træffe nye afgørelser om erhvervsevnetab

Tilskadekomne var under udførelse af sit arbejde impliceret i en trafikulykke i 2008, og udviklede efterfølgende en række fysiske og psykiske symptomer. Før tilskadekomne blev erhvervsmæssigt afklaret, var hun imidlertid impliceret i endnu en trafikulykke i 2010. Denne medførte ikke ”nye skader”, men ud fra de tidstro notater i lægejournaler og kommunale akter måtte man forstå, at tilskadekomne oplevede en subjektiv forværring af sine symptomer, og som følge af de samlede symptomer blev tilskadekomne tilkendt først fleksjob og siden førtidspension. Myndighederne fastsatte på denne baggrund erhvervsevnetabet til 50 % midlertidigt og 70 % endeligt efter fradrag på 1/5 for tilkomne konkurrerende hoftegener.

Retssagen angik prøvelse af arbejdsskademyndighedernes afgørelser om midlertidigt og endeligt erhvervsevnetab, herunder om der skulle foretages yderligere fradrag i erhvervsevnetabet end sket.

Sagen blev forelagt Retslægerådet, der blandt andet udtalte, at alene tilskadekomnes nakkesmerter kunne være en følge af arbejdsulykken i 2008. Desuden anførte Retslægerådet, at arbejdsulykken i 2008 var en del af årsagen til udviklingen af tilskadekomnes tilstand.
Parterne var enige om, at bevisbyrden for, at der ikke var årsagssammenhæng mellem arbejdsulykken og tilskadekomnes erhvervsevnetab påhvilede den selvforsikrede kommune, jf. ASL § 12, stk. 2. Tilsvarende var parterne også enige om, at Retslægerådets udtalelser i relation til lægefaglige spørgsmål har forrang for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings og Ankestyrelsens lægekonsulenters udtalelser.
Spørgsmålet, som retten skulle tage stilling til, var i sin essens, om Retslægerådets konkrete besvarelse var tilstrækkelig til, at den selvforsikrede kommune havde løftet sin bevisbyrde efter ASL § 12, stk. 2.

Retten fandt konkret, at den selvforsikrede kommune med Retslægerådets udtalelse havde godtgjort, at tilskadekomnes erhvervsevnetab som følge af arbejdsulykken var lavere end midlertidigt og endeligt opgjort af henholdsvis Ankestyrelsen og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvorfor myndighedernes afgørelser blev tilsidesat.
Retten havde imidlertid ikke fornødent grundlag for selv at fastsætte det midlertidige henholdsvis endelige erhvervsevnetab, hvorfor sagen blev hjemvist til fornyet behandling hos myndighederne.

Det fremgår af forarbejderne til ASL § 13 (nu ASL § 12, stk. 2), at der er en formodning for årsagssammenhæng, hvis ikke overvejende medicinsk sandsynlighed taler for, at tilstanden skyldes andre forhold. Dette lægger op til, at det er Retslægerådets lægefaglige/medicinske udtalelse, der er afgørende for, om bevisbyrden er løftet.

Retten i Hillerød tillagde Retslægerådets udtalelse om, at alene nakkesmerterne kunne være en følge af arbejdsulykken afgørende vægt, og mente således, at der skulle foretages fradrag for de øvrige symptomer. Da Retten ikke havde fornødent grundlag til selv at udmåle fradraget, blev sagen hjemvist til fornyet vurdering af erhvervsevnetabet som følge af arbejdsulykken.

Sagen er forberedt og ført for kommunen af advokat Anne Utke.