Østre Landsrets mundtlige tilkendegivelse af 16. november 2016

Der var modstridende forklaringer om, hvilke informationer der blev givet til M forud for, at han nærmede sig og forsøgte at etablere kontakt med hunden, hvorved han blev bidt i hånden.

Byretten lagde til grund, at M ved ankomsten fik at vide af D´s ejer, at D havde haft en traumatisk opvækst, og at den ikke brød sig om flagrende bevægelser om hovedet.

Byretten fandt det derimod ikke bevist, at M var blevet orienteret om, at hunden var aggressiv og bidsk, uagtet det fremgik af politirapporten, at ejeren skulle have oplyst M om, at hunden ikke kunne omgås mennesker og andre dyr. Endvidere tilsidesatte byretten hundens ejeres forklaring om, at M var gået hurtigt hen imod hunden, der viste tegn på angst, og desuagtet stak sin hånd ned i hovedet på den. Byretten lagde i stedet M´s egen forklaring til grund om, at han langsomt førte hånden op til hundens venstre side af hovedet, hvorefter hunden uden yderligere varsel sprang frem og bed sig fast i hans fremstrakte hånd.

Byretten fandt det således ikke godtgjort, at M havde tirret hunden, og M kunne derfor ikke anses for at have medvirket til skaden jf. Hundelovens § 8, stk. 1.

Der var til brug for sagen indhentet en sagkyndig erklæring, som såede tvivl om, hvorvidt M havde håndteret situationen med hunden i overensstemmelse med anerkendte standarder og normer for hundesagskyndiges omgang med hunde. Det forhold, at dette måtte have været tilfældet kunne dog ikke føre til andet resultat for byretten.

Ansvarsforsikringsselskabet A ankede dommen til Østre Landsret, som efter hovedforhandlingen mundtligt tilkendegav, at sagen ville få samme udfald som for byretten, hvis der skulle afsiges dom. A hævede herefter sagen.