Retten i Helsingørs dom af 15. juli 2022

Retten i Helsingørs dom af 15. juli 2022

Sagen angik spørgsmålet, om en ingeniør var erstatningsansvarlig for den mangelfulde projektering af etageadskillelserne i en række nyopførte rækkehuse.

Det blev ved en forudgående sag om isoleret bevisoptagelse slået fast, at projekteringen af dækkonstruktionen i etageadskillelsen i rækkehusene var mangelfuld, idet bjælkerne i etageadskillelsen var dimensioneret forkert.

Der var imidlertid mellem bygherren og ingeniøren enighed om, at de fejlagtige dimensioner, der var angivet i tegningsmaterialet, ikke var beregnet og angivet af den sagsøgte ingeniør, men af en anden ingeniør, som havde været tilknyttet projektet, inden den sagsøgte ingeniør blev antaget af bygherre.

Uenigheden mellem parterne bestod derfor i, om den mangelfulde projektering kunne bebrejdes ingeniøren, hvilket var et spørgsmål om, hvorvidt det var en del af ingeniørens opdrag at genberegne eller på anden måde eftervise dimensionerne på bjælkerne i etageadskillelsen.

Derudover havde bygherren gjort gældende, at ingeniøren burde have vidst, at der var behov for yderligere forudsætninger og beregninger af etageadskillelsen.

Et andet væsentligt tema i sagen var, om ingeniøren havde ageret som ”bygværksprojekterende” (projekteringsleder) eller ej, da det ifølge skønsmanden var afgørende for, om efterberegning kunne anses for en integreret del af ingeniørens ydelse.

Efter bevisførelsen lagde byretten først og fremmest afgørende vægt på, at det ikke var godtgjort, at ingeniøren udtrykkeligt var blevet anmodet om at foretage efterberegning af dimensioneringen af etageadskillelsen, og at efterberegning ikke kunne anses som en kerneopgave for ingeniøren.

Dertil kom, at der allerede var foretaget detaljerede angivelser af etageadskillelsen i det tegningsmateriale, som ingeniøren fik tilsendt. Det fremgik samtidig, at angivelserne var i henhold til en anden ingeniørs anvisninger.

Retten fandt det heller ikke godtgjort, at ingeniøren skulle have påtaget sig projekteringsledelsen.

Ingeniørens undladelse af at foretage efterberegning var derfor ikke ansvarspådragende.

Kommentar:

Dommen illustrerer det naturlige udgangspunkt, at opdragets omfang er normerende for vurderingen af, om en teknisk rådgiver er erstatningsansvarlig eller ej.

Afklaringen af, hvad der var omfattet af ingeniørens opdrag i denne sag, var imidlertid vanskeliggjort af, at der ikke var indgået en skriftlig aftale mellem bygherre og ingeniøren, der redegjorde nærmere for ingeniørens opdrag.

At retten i lyset heraf frifinder den sagsøgte ingeniør med henvisning til, at det ikke var godtgjort, at efterberegning var en del af ingeniørens opdrag, viser derfor samtidig, at bevisbyrden herfor påhviler bygherre, eller at bygherren er nærmest til at bære risikoen herfor.

Afgørende herfor har sandsynligvis været, at efterberegning – efter både skønsmandens og rettens opfattelse – ikke kunne anses som en kerneopgave for ingeniøren. Havde det modsatte været tilfældet, var sagen muligvis faldet anderledes ud, da bevisbyrden i sådanne tilfælde ofte vil blive væltet over på den professionelle rådgiver.

Derudover har det også været afgørende, at der var tale om delt rådgivning, hvorfor det ikke kunne lægges til grund, at ingeniøren havde påtaget sig projekteringsledelsen- og ansvaret for hele byggeprojektet.

Sagen er for ingeniøren ført af advokat Rasmus Estrup.

Det vides endnu ikke, om dommen ankes.