Retten i Sønderborgs kendelse af 17. marts 2022

Retten i Sønderborgs kendelse af 17. marts 2022

Der var tale om en skønssag vedrørende en række anlægsarbejder, som rekvirenten mente var mangelfulde.

Efter afholdt skønsforretning afgav skønsmanden sin besvarelse af rekvirentens i alt ni spørgsmål, der tog stilling til, om anlægsarbejderne var udført håndværksmæssigt korrekt, og hvad udbedringsomkostningerne ville beløbe sig til. Bl.a. stod det efter skønserklæringen klart, at nogle hegnspæle, som skønsindstævnte havde monteret, ikke var monteret i overensstemmelse med monteringsvejledningen.

Skønsrekvirenten ønskede imidlertid at stille supplerende spørgsmål til skønsmanden, hvorefter skønsrekvirenten indleverede et supplerende skønstema med yderligere otte ganske omfattende spørgsmål, hvoriblandt rekvirenten bl.a. bad skønsmanden om at genbesvare nogle spørgsmål om hegnspælene. I skønstemaet var der også en række spørgsmål omhandlende bundopbygning, som skønsindstævnte imidlertid bestred at have udført.

Herefter fremsatte rekvirenten yderligere fem omfattende supplerende spørgsmål, hvor rekvirenten bl.a. igen bad skønsmanden om at genbesvare nogle spørgsmål, som allerede var besvaret i de to forudgående skønserklæringer.

Under skønssagen fremsatte rekvirenten altså hele 23 spørgsmål til skønsmanden fordelt på tre skønserklæringer, hvor skønsindstævnte alene stillede to spørgsmål.

Under skønssagens forløb afgav rekvirenten hertil flere ’processkrifter’ og meddelelser om sagens materie og juridiske grundlag, hvortil rekvirenten bl.a. fremlagde 26 bilag og fremsatte en række opfordringer til skønsindstævnte. Derudover var der flere tvister om formuleringen og relevansen af de fremsatte spørgsmål, der affødte flere kendelser fra retten.

Rekvirenten gjorde herefter gældende i sit sagsomkostningsindlæg, at der havde været tale om en ’usædvanlig vanskelig’ sag med et langstrakt og komplekst sagsforløb, som havde nødvendiggjort, at rekvirentens advokat havde brugt mere end 50 timer på sagen.

Retten fandt imidlertid, at rekvirenten ved de to sidste erklæringer havde stillet spørgsmål, der ikke var relevante i forhold til det juridiske aftalegrundlag, samt en række i øvrigt unødvendige spørgsmål, hvorfor skønsindstævnte ikke skulle betale rekvirentens omkostninger til advokatbistand.

Skønsindstævnte skulle derfor alene dække rekvirentens omkostninger til den første syns- og skønserklæring.

Kommentar:

Rettens omkostningsafgørelse er interessant, da den illustrerer, at man skal være varsom ved at begære supplerende syn og skøn og ikke mindst i valget af, hvilke og hvor mange spørgsmål, man stiller. Der er således ikke ’fri leg’ i en sag om isoleret bevisoptagelse, selvom man i øvrigt måtte få ret af en skønsmand i visse af sine synspunkter.

Det vides endnu ikke, om kendelsen kæres.

Skønsindstævnte har været bistået af advokat Rasmus Estrup.