Vestre Landsrets dom af 2. maj 2017

Vestre Landsrets dom af 2. maj 2017

L var som passager i en taxa involveret i et færdselsuheld den 17. december 2011 og rejste krav om erstatning og godtgørelse for varige følger af sin personskade samt for svie og smerte og tabt arbejdsfortjeneste. Kravet androg i alt 2.047.790,53 kr. Forsikringsselskabet F anerkendte erstatningsansvaret men bestred årsagssammenhængen mellem sagsøgerens gener og færdselsuheldet. Generne bestod i hoved- og nakkesmerter, smerter i venstre ben samt kognitive gener.  L var på uheldstidspunktet sygemeldt på grund af en neuroinfektion i centralnervesystemet og havde tidligere være sygemeldt på grund af stresssymptomer.

Arbejdsskadestyrelsen havde vurderet L’s varige mén til 12 % og det samlede erhvervsevnetab til 65 %, hvoraf 35 % skønsmæssigt kunne henføres til færdselsuheldet.

Spørgsmålet om årsagssammenhængen blev forelagt Retslægerådet, som bl.a. udtalte, at ”symptomkomplekset ikke var specifikt for den type traumer, som der var tale om ved færdselsuheldet”. Yderligere ville det lægeligt forventes, at ”gener efter knubs ville fortage sig efter uger, og at der ikke var påvist fysiske forhold, der forklarer generne”.  Retslægerådet fandt endvidere, at de L’s kognitive gener ”var til stede før ulykkestilfældet og ikke kan tilskrives dette”.

Byretten lagde til grund, at spørgsmålet om årsagssammenhængen mellem L’s gener og trafikuheldet er af lægelig karakter, og at retten i tilfælde af uenighed mellem Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Retslægerådet, lægger Retslægerådets udtalelse til grund.

Byretten fandt efter Retslægerådets udtalelse ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at L’s varige gener i det omfang, der er antaget af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, skyldtes færdselsuheldet.

L’s krav på svie og smerte på 71.500 kr. blev skønsmæssigt nedsat til 15.540 kr., svarende til 12 uger, under henvisning til retslægerådets udtalelse om, at generne ville fortage sig ”efter uger”.

Kravet på tabt arbejdsfortjeneste på 444.787,68 kr. blev nedsat til 21.870,85 kr. idet L i perioden efter den 1. juni 2012 var opsagt fra sit arbejde på grund af sine forud bestående lidelser.

For landsretten forklarede appellanten supplerende, at hendes tidligere sygemelding på grund af stress var ophørt, da hun påbegyndte det arbejde, hun havde på uheldstidspunktet. Om hendes sygemelding på uheldstidspunktet forklarede hun endvidere, at hun og hendes læge forventede, at denne højest ville vare indtil januar 2012, og at hun, hvis ikke uheldet var sket, havde genoptaget arbejdet på dette tidspunkt.

Landsretten fandt, ligesom byretten, at forskellen i Retslægerådets og Arbejdsskadestyrelsens vurderinger af årsagssammenhængen hovedsageligt angik spørgsmål at lægefaglig karakter, og at der derfor måtte lægges afgørende vægt på Retslægerådets vurdering. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.