Østre Landsret og Vestre Landsret har i to sager, der er behandlet her på kontoret haft anledning til at tage stilling til spørgsmålet, om der i arbejdsskadesager afgjort efter arbejdsskadesikringsloven gælder en ulovreguleret søgsmålsfrist.

Dom fra Østre Landsret afsagt den 22. september 2022

I sagen havde Arbejdsmarkedets Erhvervssikring den 26. januar 2010 truffet afgørelse om anerkendelse og varigt mén, og i perioden derefter og frem til efteråret 2017 blev der truffet en række afgørelser vedrørende den skadelidtes tab af erhvervsevne. Afgørelserne var løbende tilsendt den selvforsikrede arbejdsgiver, der på det foreliggende grundlag ikke havde fundet anledning til at gøre indsigelse mod afgørelsen om anerkendelse og varigt mén. Den 16. marts 2018 blev der gjort indsigelse mod afgørelsen af 26. januar 2010 af den selvforsikrede arbejdsgiver, og den 8. juni 2018 fandt Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, at sagen ikke skulle genoptages på forvaltningsretligt grundlag. Den 13. november 2019 traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgørelse om endeligt tab af erhvervsevne, og den 31. marts 2020 blev der udtaget stævning mod Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvor bl.a. afgørelsen af 26 januar 2010 og afgørelsen af 13. november 2019 blev indbragt til prøvelse for domstolene.

Spørgsmålet om den selvforsikrede arbejdsgivers mulighed for at få prøvet afgørelse af 26. januar 2010 blev udskilt til delhovedforhandling ved byretten, der fandt, at der var indtrådt passivitet, og at der som følge deraf ikke skulle ske en materiel prøvelse. Byretten henviste i sine præmisser særligt til Højesterets dom trykt i UfR2008.1113H.

Byrettens deldom blev herefter indbragt for Landsretten, der stadfæstede byrettens dom.

Landsretten lægger i sine præmisser vægt på bl.a., at der ikke før den 13. november 2019 var gjort indsigelse mod ménfastsættelsen, og at den selvforsikrede arbejdsgiver havde foretaget månedlige udbetalinger til den skadelidte. Landsretten udtalte:

”I hvert fald i dette tilfælde, hvor der ikke er fremkommet nye oplysninger eller belyst omstændigheder, som kan begrunde, at den oprindelige afgørelse om mén blev truffet på et fejlagtigt grundlag, finder landsretten, at skadelidte har haft en berettiget forventning om, at afgørelsen om mén var endelig.”

Dom fra Vestre Landsret afsagt den 7. oktober 2022

I sagen havde Arbejdsmarkedets Erhvervssikring den 25. september 2015 truffet afgørelse om anerkendelse og varigt mén, og i perioden derefter og ved afgørelser af 31. oktober 2018 og 12. april 2019 tog Arbejdsmarkedets Erhvervssikring stilling til skadelidtes erhvervsevnetab. Alle afgørelser blev sendt til den selvforsikrede arbejdsgiver, der ankede den sidste erhvervsevnetabsafgørelse. Ved afgørelse af 22. august 2019 stadfæstede Ankestyrelsen Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om erhvervsevnetab.

Den selvforsikrede arbejdsgiver undersøgte sagen nærmere og anmodede derefter Ankestyrelsen om at genoptage også spørgsmålene om anerkendelse, varigt mén samt erhvervsevnetab, hvilket Ankestyrelsen afviste – delvist fordi Ankestyrelsen ikke tidligere havde behandlet spørgsmålene om anerkendelse og varigt mén. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af 25. september 2015 blev derfor indbragt til prøvelse for domstolene den 12. december 2019 – i øvrigt sammen med Ankestyrelsens afgørelser om erhvervsevnetab af 22. august 2019

Under retssagen blev det af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring blandt andet gjort gældende, at den selvforsikrede arbejdsgiver som følge af passivitet havde fortabt sin ret til at få prøvet afgørelsen om anerkendelse og varigt mén.

Byretten angav i sine præmisser ganske kort, at der ikke var lovhjemmel i arbejdsskadesikringsloven til at afskære den selvforsikrede arbejdsgiver fra at få prøvet afgørelsen om anerkendelse af arbejdsskaden og fastsættelse af det varige mén. Imidlertid blev både Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen frifundet, da den selvforsikrede arbejdsgiver ikke haft løftet sin bevisbyrde for, at myndighedsafgørelserne ikke var korrekte.

Vestre Landsret har nu netop stadfæstet byrettens dom med nogle meget korte præmisser, hvorved Landsretten først og fremmest foretager en materiel prøvelse af, om den selvforsikrede arbejdsgiver havde løftet bevisbyrden for at der ikke er medicinsk årsagssammenhæng.  Allerede fordi landsretten finder, at bevisbyrden ikke er løftet, angiver Landsretten, at man ikke finder anledning til at tage stilling til, om prøvelsen i det hele taget var afskåret som følge af passivitet.

Status på passivitet i arbejdsskadesager efter arbejdsskadesikringsloven

Afgørelser fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen er forvaltningsafgørelser, og det følger af Grundlovens § 63, stk. 1, 1. pkt., at domstolene er berettiget til at påkende ethvert spørgsmål om øvrigmyndighedens grænser. Adgangen til domstolsprøvelse – der kan begrænses tidsmæssigt af lovgiver, men ikke afskæres – er i den gældende arbejdsskadesikringslov ikke begrænset af lovregulerede søgsmålsfrister. Spørgsmålet om retsfortabende passivitet i relation til arbejdsskadesager efter arbejdsskadesikringsloven vedrører i realiteten spørgsmålet om, der gælder en ulovreguleret søgsmålsfrist.

Det er uomtvisteligt, at der ved sagsbehandling af arbejdsskadesager i det forvaltningsretlige regi ikke gælder en grundsætning om passivitet. Arbejdsskademyndighederne agerer efter arbejdsskadesikringslovens regler samt de forvaltningsretlige principper, herunder forpligtelsen til at genoptage på forvaltningsretligt grundlag, såfremt betingelserne derfor er opfyldt. Denne forpligtelse fremgår direkte af punkt 7.1 i Vejledning om genoptagelse, der en kodificering af UfR2005.641H samt Folketingets Ombudsmands udtalelse i FOB 2006.436.

Synspunktet i de for landsretterne indbragte afgørelser har været bl.a., at en ulovreguleret søgsmålsfrist løber fra den endelige afgørelse af arbejdsskadesagen, idet dette er i tråd med præmisserne i UfR2008.1113H, hvor der henvises til, at sagen var anlagt ”inden rimelig tid efter dennes endelige afgørelse af 14. september 2005”, og det var netop afgørelsen om endelige tab af erhvervsevne, altså en afslutning af arbejdsskadesagen i offentligt regi.

Med afgørelserne fra Østre Landsret og Vestre Landsret er synspunkterne delvist imødekommet. Østre Landsret vurderede nemlig, at den selvforsikrede arbejdsgiver i det konkrete tilfælde ikke havde løftet bevisbyrden for, at den oprindelige afgørelse var afgjort på et fejlbehæftet grundlag, og Vestre Landsret fandt omvendt efter at have foretaget en materiel prøvelse, at der ikke var anledning til at tage stilling til spørgsmålet om passivitet.

Retstilstanden synes herefter at være, at der skal ske en delvis materiel prøvelse, inden der tages stilling til spørgsmålet om, der er indtrådt passivitet, og at der efter en konkret vurdering med inddragelse af, om der er påvist fejl ved den indbragte afgørelse, skal tages stilling til om prøvelse ved domstolene kan og skal ske.

Det vil således bero på konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder, og domstolsprøvelse kan ikke afskæres generelt med henvisning til retsfortabende passivitet blot fordi der ikke er ageret prompte det være sig fra den skadelidte eller arbejdsskadeforsikringsselskabet/den selvforsikrede arbejdsgiver.

Der er søgt om tredjeinstansbevilling til indbringelse for Højesteret af Østre Landsrets dom af 22. september 2022.

Sagen for Østre Landsret blev ført af advokat Louise Høgh Jørgensen og sagen for Vestre Landsret blev ført af advokat Anne Utke.

Læs Østre Landsrets dom her
Læs Vestre Landsrets dom her