Retten i Horsens dom af 14. oktober 2022

Sagen angik spørgsmålet, om et forsikringsselskab var erstatningspligtig overfor en skadelidt for nakkegener, som den skadelidte angav at have pådraget sig ved et færdselsuheld, hvor han blev påkørt bagfra af en bilist, der var ansvarsforsikret hos det sagsøgte forsikringsselskab.

Forsikringsselskabet havde anerkendt at være erstatningsansvarlig efter færdselslovens regler om objektivt ansvar, og sagen vedrørte derfor primært spørgsmålet om årsagssammenhæng, herunder den bevismæssige værdi af en vejledende udtalelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og en erklæring fra Retslægerådet.

Der var forud for retssagen indhentet en vejledende udtalelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvori det blev konkluderet, at den skadelidte havde pådraget sig et varigt mén på 8 pct. og et tab af erhvervsevne på 50 pct. Den skadelidte anmodede forsikringsselskabet om at udbetale erstatning i overensstemmelse med den vejledende udtalelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervsskikring, hvilket forsikringsselskabet afviste. Den skadelidte udtog herefter stævning mod forsikringsselskabet.

Under retssagens forberedelse blev der indhentet en udtalelse fra Retslægerådet til vurdering af den medicinske årsagssammenhæng. Af Retslægerådets udtalelse fremgik bl.a., at den skadelidte havde været udsat for en beskeden påvirkning, og at den ikke havde påført ham strukturel eller neurologisk skade.

Det centrale spørgsmål var herefter, om den skadelidte havde løftet bevisbyrden for, at han som følge af færdselsuheldet havde pådraget sig et erstatningsberettigende varigt mén og erhvervsevnetab, således som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde udtalt, uanset at Retslægerådet havde angivet, at den skadelidte ikke ved færdselsuheldet blev påført en skade.

Byretten fandt, at den skadelidte ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var årsagssammenhæng mellem færdselsuheldet på den ene side og de angivne varige nakkegener på den anden side og bemærkede, at ”udtalelsen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan henset til Retslægerådets primære kompetence vedrørende medicinsk årsagssammenhæng ikke føre til en anden vurdering.”

Kommentar:

Dommen illustrerer kompetencefordelingen mellem Retslægerådet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, herunder at Retslægerådet afgiver udtalelser om medicinsk årsagssammenhæng, og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgiver vejledende udtalelser om mén og tab af erhvervsevne. Kompetencefordelingen fremgår direkte af erstatningsansvarslovens § 10 og lov om retslægerådets § 1, og udtalelserne burde derfor ikke angå samme forhold. Der sker imidlertid, som i denne sag, at udtalelserne har indvirkning på hinanden og er modstridende, og dommen viser, at Retslægerådet er den øverste myndighed i vurderingen af medicinsk årsagssammenhæng, hvilket er i tråd med praksis, herunder bl.a. U2009.689H og U2012.2637H.

Det vides endnu ikke, om dommen ankes.

Sagen er for forsikringsselskabet ført af advokat Louise Høgh Jørgensen.

Læs hele dommen her