Vestre Landsrets dom af 23. oktober 2023

Vestre Landsrets dom af 23. oktober 2023

Sagen vedrørte prøvelse af to afgørelser om tab af erhvervsevne truffet af Ankestyrelsen i en arbejdsskadessag. Ankestyrelsen havde fastsat skadelidtes erhvervsevnetab til 30 pct. som følge af en arbejdsskade skadelidte havde pådraget sig i 2011. Ved fastsættelsen af erhvervsevnetabet havde der været fejl i skadelidtes lønudbetalinger i hele 2019 med undtagelse af en måned (november). November måned var uden fejl, og Ankestyrelsen mente derfor, at den ene måned alene var tilstrækkelig repræsentativ til at danne grundlag for skadelidtes faktiske indkomst, og at der dermed kunne beregnes et endeligt tab af erhvervsevne.

Forsikringsenheden var ikke enig i arbejdsskademyndighedernes vurdering og forsøgte derfor gentagne gange at få henholdsvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen til at genberegne den faktiske indkomst, herunder med indhentelse af yderligere lønoplysninger og forholdsmæssigt tillæg for skæve arbejdstider. I oktober 2019 var der nemlig udbetalt tillæg for skæve arbejdstider, der var optjent i perioden januar 2019 til september 2019. Dertil kom, at der i januar 2020 var udbetalt over 10.000 kr. fra en fritvalgsordning, der ikke kunne ses på e-indkomst, som arbejdsskademyndighederne havde anvendt til beregningerne. Da det ikke var muligt at få Ankestyrelsen til at genvurdere blev sagen indbragt for domstolene.

Retten i Viborg frifandt Ankestyrelsen og angav, at det var sandsynligt, at de beregninger som forsikringsenheden havde udarbejdet ville have bragt det erstatningsberettigende tab ned, men anførte videre, at fastsættelse af erhvervsevnetab beror på et samlet skøn, med øvrige momenter, og på den baggrund fandt byretten, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte det forvaltningsretlige skøn.

Sagen blev herefter af forsikringsenheden anket til Vestre Landsret.

Vestre Landsret hjemviste sagen til Ankestyrelsen og anførte, at skadelidtes indtjening var udtryk for, hvad skadelidte faktiske havde mulighed for at tjene med skaden, og angav videre, at idet Ankestyrelsen ikke havde medtaget beløb indbetalt til fritvalgsordningen ved beregningen af skadelidtes faktiske indkomst, da var afgørelsen truffet på et fejlbehæftet grundlag. På den baggrund havde forsikringsenheden ført bevis for, at der var et tilstrækkeligt sikkert grundlag for, at afgørelsen var behæftet med væsentlige fejl, og derfor blev sagen hjemvist til fornyet behandling.

Kommentar:

Dommen illustrerer, at når der er påvist fejl i beregningen af indtjeningskriteriet, da er der fejl i et af de centrale elementer, der indgår i det forvaltningsretlige skøn, hvorved afgørelsen er truffet på et fejlagtigt grundlag, der (som minimum) skal resultere i en hjemvisning. Endvidere illustrerer dommen, at de øvrige elementer, der indgår i vurderingen af erhvervsevnetab, ikke kan trække erhvervsevnetabsprocenten op i en situation, hvor den skadelidte rent faktisk har arbejdet med arbejdsskaden i en længere periode. Dermed er dommen i tråd med Højesterets dom trykt i UfR2019.795H.

Sagen er for forsikringsenheden ved by- og landsret ført af advokat Louise Høgh Jørgensen.