Østre Landsret frifandt den 17. juni 2026 et supermarked for ansvar for en kundes faldulykke forårsaget af en fedtet plet på butiksgulvet.
Skadelidte gjorde gældende, at supermarkedet var erstatningsansvarligt for den personskade, som skadelidte pådrog sig ved faldet i butikken.
Under landsretssagen blev der afgivet supplerende forklaringer af parterne samt vidneforklaringer om forholdene i butikken på tidspunktet for faldet, herunder butikkens bemanding, rengøringsrutiner og den løbende kontrol med gulvet i butikken. Der blev desuden afspillet videooptagelse fra butikken, som viste den skadelidtes fald.
Landsretten lagde efter videooptagelsen og de afgivne forklaringer til grund, at skadelidte gled i en lille fedtet plet på gulvet i butikken. Faldet skete i et område, hvor både kunder og ansatte færdedes.
Det kunne imidlertid ikke nærmere afklares, hvad den fedtede plet bestod af, hvordan den var opstået, eller hvor længe den havde været på gulvet forud for faldet. Der forelå heller ikke oplysninger, der med sikkerhed pegede på, at pletten stammede fra forhold, som supermarkedets ansatte havde forårsaget.
På den baggrund fandt landsretten, at det ikke var bevist, at supermarkedet eller dets ansatte havde forsømt pligten til rengøring og renholdelse på en sådan måde, at der var grundlag for erstatningsansvar.
Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.
Dommen viser, at der ved faldulykker i butikker stilles krav om, at skadelidte kan bevise, at faldet skyldes en ansvarspådragende forsømmelse fra butikkens side. En konstateret glat eller fedtet plet er ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at supermarked ifalder et erstatningsansvar for skadelidtes fald, hvis det ikke kan afklares, hvordan faldårsagen er opstået, om butikkens ansatte har forårsaget årsagen til faldet, eller om butikken har tilsidesat sine rengørings- og renholdelsesforpligtelser.
Afgørelsen er således endnu et eksempel på, at ansvaret for faldulykker beror på en konkret vurdering af, om der kan påvises en ansvarspådragende fejl eller forsømmelse, og ikke blot den omstændighed, at der er sket et fald.
Sagen blev for supermarkedet ført af advokat Tanja Gantzhorn.
Østre Landsret fandt i dom af 9. juli 2026, at en skadesadministrator havde handlet ansvarspådragende ved at undlade at indstille, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser i en arbejdsskadesag blev påklaget.
Østre Landsret frifandt den 17. juni 2026 et supermarked for ansvar for en kundes faldulykke forårsaget af en fedtet plet på butiksgulvet.
Ejerskifteforsikring – Selvbyg/medbyg – Grov uagtsomhed