Østre Landsrets dom af 3. September 2024

Østre Landsrets dom af 3. september 2024

Sagen angik spørgsmålet, om en grundejer var ansvarlig for, at en borger kom til skade på en kombineret udendørs lege- og træningsplads, som grundejeren havde gjort vederlagsfrit tilgængelig for offentligheden.

Lege- og træningspladsen bestod af løbebane og færdselsarealer, hvorpå der var placeret lege- og træningsredskaber af forskellig karakter. Blandt træningsredskaberne indgik nogle horisontalt placerede barrer af jern, som var opsat i forskellige højder. Redskaber og underlag på lege- og træningspladsen var i øvrigt holdt i samme farvenuancer. Der forelå ibrugtagningstilladelse på leje- og træningspladsen, som også var blevet gennemgået af en legepladsinspektør, inden pladsen blev åbnet for offentligheden.

På uheldsdagen opholdt skadelidte sig på lege- og træningspladsen med sin familie. Efter en times tid på pladsen begyndte skadelidte at lege fangeleg mellem lege- og træningsredskaberne med sine børn. Under løb som led i fangelegen kom skadelidte til med stor kraft at kollidere med en af førnævnte barrer, hvilket resulterede i skader på skadelidtes ansigt og hoved.

Det viste sig efterfølgende, at også en anden bruger af lege- og træningspladsen var kommet alvorligt til skade med sit hoved ved at løbe ind i samme barre få måneder inden. Dette havde foranlediget en talsmand for en forening af faste brugere af lege- og træningspladsen til at rette henvendelse til grundejeren og bedt grundejeren om at træffe foranstaltninger til at hindre tilsvarende uheld.

Grundejeren kontaktede herefter arkitekten, der havde projekteret lege- og træningspladsen, for at drøfte sagen og mulige ændringer til lege- og træningspladsen, uden at der dog skete mere, inden skadelidtes uheld få måneder senere. Efter skadelidtes uheld foretog grundejeren så en konstruktiv ændring, hvorved tværbarren blev sat op i højden, så den ikke længere var placeret i ca. 175 cm højde.

Da skadelidte rejste krav om erstatning overfor grundejeren, afviste grundejeren at være erstatningsansvarlig, hvorefter skadelidtes anlagde retssag imod grundejeren. Retssagen kom til at dreje sig alene om erstatningsansvaret, og byretten fandt at der for grundejeren gjaldt en skærpet ansvarsnorm for indretningen af lege- og træningspladsen. Bl.a. som følge af pladsen var indrettet med tværstænger i hovedhøjde, mente byretten, at grundejeren var erstatningsansvarlig. Det skal bemærkes, at der ikke var foranstaltet syn og skøn for byretten, og at legepladsinspektøren havde forklaret bl.a., at pladsen ”… levede op til de gældende produktsikkerhedsmæssige normer og standarder”, og at ”… tværstænger, herunder kolbøttestænger, må … placeres i alle højder”.

Grundejeren indbragte med Procesbevillingsnævnets tilladelse byrettens dom for landsretten med stort samme bedømmelsesgrundlag. Dog kom det frem for landsretten, at tværstængerne ikke havde været opsat på lege- og træningspladsen, dengang legepladsinspektøren gennemgik pladsen og godkendte den.

Landsretten fandt ikke grundlag for at vurdere sagen efter en skærpet ansvarsnorm og lagde vægt på, at der var tale om et offentligt byrum beregnet til bl.a. træning, ophold og leg. Således som pladsen var indrettet måtte det ifølge landsretten stå klart for brugerne, at en aktivitet som fangeleg og løb må kræve skærpet opmærksomhed fra brugernes side. Endvidere fandt landsretten ikke, at indretningen af pladsen var i strid med gældende normer og regler, hvorved landsretten også henviste til legepladsinspektørens forklaring for byretten. Herefter frifandt landsretten grundejeren, og bemærkede også, at det forhold, at der også var sket et andet uheld på et tidligere tidspunkt, ikke kunne føre til et andet resultat.

Kommentar:

Landsrettens dom forekommer oplagt korrekt. Det følger heraf, at der gælder en helt sædvanlig ansvarsnorm for indretning af lege- og træningspladser, og at det påhviler kravstiller at føre ligefremt bevis for et ansvarsgrundlag, hvilket typisk vil indebære, at der må gennemføres syn og skøn for at påvise evt. uoverensstemmelser i forhold til normer og regler, alt med henblik på at godtgøre et ansvarsgrundlag for grundejer. Det er i øvrigt interessant at bemærke, at landsretten også lægger vægt på, at man som bruger af en i øvrigt godkendt og lovlig lege- og træningsplads, hvor de fysiske forhold afviger fra normalen, må udvise skærpet opmærksomhed.

Sagen er for landsretten forberedt og ført af advokat Thomas Birch for grundejeren.