Østre Landsrets kendelse af 7. september 2023

Østre Landsrets kendelse af 7. september 2023

Sagen angik spørgsmålet, om prøvelse af en række afgørelser truffet af henholdsvis AES og Ankestyrelsen i en arbejdsskadesag, herunder afgørelser om anerkendelse, fastsættelse af varigt mén samt midlertidigt og endeligt tab af erhvervsevne.

Efter sagsanlæg imod AES og Ankestyrelsen indgav skadelidte hovedinterventionsstævning og nedlagde påstand om, at

”forsikringsenheden blev tilpligtet at betale svarende til et erhvervsevnetab på 90 pct. efter arbejdsskadesikringslovens regler.”

Der blev af den sagsøgende forsikringsenhed protesteret mod hovedintervention og til støtte herfor gjort gældende bl.a., at der med hovedinterventionsstævningen ikke var nedlagt en selvstændig påstand, idet den skadelidte reelt påstod, at der skulle ske udbetaling af forsikringsydelser i overensstemmelse med arbejdsskademyndighedernes afgørelser, svarende til en frifindelse af arbejdsskademyndighederne.

Som konsekvens heraf justerede den skadelidte sin påstand og nedlagde derefter to sideordnede påstande om, at

”forsikringsenheden blev tilpligtet at betale 250.000 kr. til hovedintervenienten samt forsikringsenheden blev tilpligtet at betale svarende til et erhvervsevnetab på 90 pct. efter arbejdsskadesikringslovens regler.”

Skadelidte anførte derefter bl.a., at betingelserne for hovedintervention derved var opfyldt, at sagen havde direkte og væsentlig betydning for skadelidte, samt at betalingspåstanden på 250.000 kr. sikrede et eksigibelt fuldbyrdelsesfundament til brug for kravets inddrivelse.

Ved kendelse af 23. marts 2023 fandt byretten, at skadelidte kunne indtræde i sagen efter retsplejelovens § 251, stk. 1 (hovedintervention) og anførte i præmisserne, at skadelidte havde nedlagt en betalingspåstand, samt at skadelidte som hovedintervenient havde mulighed for at anke byrettens dom.

Forsikringsenheden var uenig i byrettens afgørelse og ansøgte derfor Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at indbringe kendelsen for landsretten, hvilket Procesbevillingsnævnet imødekom.

For landsretten gjorde forsikringsenheden de samme synspunkter gældende, som var blevet fremført for byretten, herunder at skadelidte ikke havde nedlagt en selvstændig påstand, der var i modstrid med såvel forsikringsenhedens som arbejdsskademyndighedernes påstande. Skadelidtes interesser kunne således i tilstrækkelig grad varetages efter reglerne om biintervention, og der var i øvrigt ikke vægtige grunde, der talte for at tillade hovedintervention.

Østre Landsret gav forsikringsenheden medhold og omgjorde dermed byrettens kendelse. Landsretten angav, at skadelidtes påstande ikke var selvstændige påstande, og at skadelidtes krav i øvrigt ikke havde en karakter, der gjorde, at der var grundlag for at tillade hovedintervention.

Kommentar:

Østre Landsrets kendelse illustrerer, at uanset at skadelidte i sagens natur har en direkte og væsentlig interesse i sagens udfald ved prøvelse af afgørelser fra arbejdsskademyndigheder, er dette ikke tilstrækkeligt til, at skadelidte kan indtræde som part efter retsplejelovens § 251, stk. 1. Hvorvidt skadelidte kan anke en dom fra byretten eller ej, er således ikke et forhold, der begrunder adgang til hovedintervention, når skadelidte i realiteten ikke har nedlagt en selvstændig påstand.

Sagen er for forsikringsenheden ført af advokat Louise Høgh Jørgensen.

Procesbevillingsnævnet har givet afslag på tredjeinstansbevilling.