Retten i Lyngbys dom af 16. maj 2024

Sagen angik i første række spørgsmålet om arbejdsskadeforsikringsselskabet som følge af retsfortabende passivitet var afskåret fra at få prøvet Ankestyrelsens afgørelser om anerkendelse og varigt mén. Desuden angik sagen spørgsmålet, om der var årsagssammenhæng mellem den skadelidtes brud på to tværtappe og hans efterfølgende erhvervsevnetab.

Skadelidte pådrog sig ved en kombineret fald- og slagskade brud på to tværtappe højt i lænden ved L1 og L2. I første omgang blev de to brud ikke anerkendt som en arbejdsskade, idet ”sådanne brud sædvanligvis heler af sig selv til symptomfrihed”. Skadelidte indbragte sagen for Ankestyrelsen, der den 6. august 2015 traf afgørelse om, at de to brud var en arbejdsskade – i modsætning til den efterfølgende konstaterede diskusprolaps, der var placeret lavt i lænden ved L4/L5. Ved samme lejlighed blev skadelidte tilkendt 5% varigt mén.

Skadelidte anlagde også retssag mod sin arbejdsgiver med krav om erstatning efter erstatningsansvarsloven, og under den pågældende retssag blev der indhentet tre udtalelser fra Retslægerådet, hvorved Retslægerådet blandt andet tilkendegav, at brud på tværtappe erfaringsmæssigt heler uden behandling og uden vedvarende følger.

Den 6. april 2018 fastsatte AES skadelidtes midlertidige erhvervsevnetab til 40% efter fradrag for konkurrerende degenerativ ryglidelse i form af diskusprolaps. Både skadelidte og forsikringsselskabet ankede afgørelsen til Ankestyrelsen, der ved afgørelse af 20. maj 2019 forhøjede erhvervsevnetabsafgørelsen fra 40% til 80% – altså uden fradrag for konkurrerende degenerativ lidelse.

Den 17. februar 2020 traf AES endelig erhvervsevnetabsafgørelse, der blev fastsat til 85%. Forsikringsselskabet påklagede afgørelsen, og Ankestyrelsen stadfæstede afgørelsen den 29. oktober 2020. Forsikringsselskabet forsøgte efterfølgende at få genoptaget Ankestyrelsens afgørelse om erhvervsevnetab, blandt andet under henvisning til Retslægerådets udtalelser under førnævnte retssag imod skadelidtes arbejdsgiver, hvilket Ankestyrelsen afviste, senest den 8. oktober 2021. Forsikringsselskabet udtog herefter stævning imod Ankestyrelsen den 13. december 2021 vedrørende både anerkendelsen, ménet og erhvervsevnetabet.

Under retssagen mod Ankestyrelsen blev der (i øvrigt mod Ankestyrelsens protest) indhentet en yderligere udtalelse fra Retslægerådet, der udtalte, at de af skadelidtes gener, der var oplistet som méngivende i arbejdsskademyndighedernes afgørelser, ikke var en følge af hændelsen den 8. marts 2013.

Efter fremkomst af Retslægerådets 4. udtalelse genoptog Ankestyrelsen sagen og ændrede erhvervsevnetabet til 40%, idet der blev foretaget fradrag fra konkurrerende tilkomne gener fra diskusprolapsen. Ankestyrelsen genoptog imidlertid ikke spørgsmålene om anerkendelse og mén – antageligt som følge af den medgåede tid siden deres seneste afgørelse herom. Forsikringsselskabet fastholdt imidlertid – særligt i lyset af Retslægerådets udtalelse – at skadelidte ikke havde pådraget sig en personskade, der kunne anerkendes som en arbejdsskade efter den dagældende lov – blandt andet fordi der i lyset af Retslægerådets udtalelse oplagt ikke var noget mén eller erhvervsevnetab som følge af hændelsen.

Retten i Lyngby henviste til Højesterets nyligt afsagte dom om passivitet på arbejdsskadeområdet (U.2024. 2840H) og fastslog, at forsikringsselskabet havde modtaget så mange afgørelser til påmindelse om såvel anerkendelsen som det fastsatte mén, at retten til at få prøvet anerkendelsen og ménet var fortabt ved passivitet.

Imidlertid fandt retten også, at Retslægerådets udtalelse var så klar, at bevisbyrden i ASL § 12, stk. 2 var løftet – altså at det var overvejende sandsynligt, at skadelidtes symptomer/gener ikke var en følge af ”arbejdsskaden”, og derfor var det sandsynliggjort, at skadelidtes erhvervsevnetab skyldtes noget andet end ”arbejdsskaden”.

Kommentar:

Det synes forkert at afskære prøvelsen af en forvaltningsretlig afgørelse som følge af passivitet, i det omfang der er fremkommet nye oplysninger i form af i dette tilfælde en udtalelse fra Retslægerådet. Dette synes også at kunne læses ud af Højesterets præmisser ”[da der] ikke er fremkommet nye oplysninger, som kan begrunde, at afgørelsen af 26. januar 2010 om fastsættelsen af A’s méngrad blev truffet på et fejlagtigt grundlag…”

Udtalelsen fra Retslægerådet må udgøre sådanne ”nye oplysninger”, der i aktuelle sag opfylder betingelserne for at genoptage sagen på forvaltningsretligt grundlag, idet udtalelsen påviser en væsentlig fejl i tidligere trufne afgørelser. I lyset af rettens præmisser må man forstå, at hvis ikke det havde været for tiden, der var gået, ville i hvert fald også ménafgørelsen være blevet tilsidesat, og spørgsmålet ville herefter være om et brud – uanset om bruddet gav anledning til ydelser efter loven – i sig selv ville medføre en anerkendelse.

Sagen er for forsikringsselskabet forberedt af advokat Thomas Birch og procederet af advokat Anne Utke. Det er endnu uvist om dommen ankes.

Læs dommen her