Dom afsagt af Retten på Frederiksberg den 28. maj 2019

Sagen drejede sig om, hvorvidt skadelidte havde løftet bevisbyrden for, at der var den fornødne årsagssammenhæng mellem skadelidtes gener og et færdselsuheld i juli 2012, herunder om skadelidte havde krav på personskadeerstatning.

Ansvaret var anerkendt fra ansvarsforsikringsselskabets side, men man afviste udbetaling med henvisning til manglende bevis for medicinsk årsagssammenhæng mellem hændelsen og skadelidtes fysiske og psykiske gener samt sygemelding efter juli 2012 og frem.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde fastsat skadelidtes méngrad til 8 % og erhvervsevnetabet til 35 %.

Sagen blev desuden forelagt Retslægerådet (RLR) 2 gange. I den første udtalelse angav RLR bl.a., at kun skadelidtes nakkesmerter kunne være udløst af ulykkestilfældet. Imidlertid udtalte RLR i sit supplerende svar, at den sene angivelse af nakkesmerter (ca. 16 dage efter hændelsen) talte imod årsagssammenhæng mellem piskesmældsgener og hændelsen.

Retten fandt, at skadelidte ikke havde løftet sin bevisbyrde for den fornødne årsagssammenhæng mellem nogen af skadelidtes gener og uheldet, og det forhold, at AES havde vurderet følgerne til henholdsvis en méngrad på 8 % og et EET på 35 %, kunne ikke føre til andet resultat. Retten udtalte videre, at RLR har en særlig ekspertise med hensyn til udtalelser om årsagssammenhæng. Herefter blev RLR’s udtalelser lagt til grund, og ansvarsforsikringsselskabet blev frifundet.

Kommentar: Dommen er i overensstemmelse med retspraksis, jf. f.eks. U.2011.128H. Således statueres det igen fra domstolenes side, at der ikke bl.a. mod Retslægerådets erklæringer er ført det fornødne bevis for årsagssammenhæng.

Sagen er for forsikringsselskabet ført af advokat Jesper Dall.

Læs dommen her