Københavns Byrets dom af 31. januar 2023

Københavns Byrets dom af 31. januar 2023

Sagen drejede sig om, hvorvidt henholdsvis en producent, leverandør/montør og en tømrer var erstatningsansvarlige for en omfattende vandskade, der skete som følge af et utæt akvarium opsat i forsikringstagerens kontorlokaler.

Forsikringstageren havde indgået en aftale med tømreren, som skulle yde assistance i forbindelse med indkøb af akvariet, installering, tilslutning og ombygning. Tømreren indhentende herefter et tilbud fra leverandøren på en fuld akvarieløsning inkl. akvarium, fisk og koraller. I tilbuddet indgik også to forskellige understel, henholdsvis af aluminium og stål fremstillet af producenten.

Der blev imidlertid indgået aftale om levering af akvarieløsningen uden understel, som tømreren ville projektere og udføre selv, og leverandøren bestilte herefter selve akvariet hos producenten. Akvariet, der var 5-sidet, blev herefter monteret og installeret af tømreren og leverandøren på et træstel, som var delvist indbygget i to vægge, der stødte op til hinanden i en stump vinkel.

Godt to måneder efter montering og påfyldning af vand opstod vandskaden, og under forsikringsselskabets besigtigelse kunne det konstateres, at en fuge i bunden af akvariet var utæt, hvilket havde resulteret i, at omkring 700 liter vand var løbet ud med omfattende vand- og fugtskader til følge. Forsikringsselskabet taksator optog en række fotos, men bevissikrede ikke yderligere.

Tømreren kontaktede herefter producenten, som udbedrede og forstærkede akvariet uden beregning og forbehold i øvrigt. Tømreren lavede herefter et nyt og forbedret træstel, som det nye akvarie blev placeret på.

Både producenten, leverandøren og tømreren afviste at være ansvarlig for vandskaden med henvisning til, at fejlen måtte være begået af ’de andre’. Dette nødvendiggjorde, at alle tre blev inddraget i den efterfølgende retssag.

Mod flere af de sagsøgtes protest blev der afholdt syn og skøn i sagen, som konstaterede, at akvariets understøtning havde været mangelfuld grundet en forkert/uegnet underliggende trækonstruktion, hvilket havde ført til, at silikonefugerne i akvariet var revnet med utæthed til følge.

Københavns Byret lagde til grund, at det var tømreren, der havde både projekteret og udført træstellet, hvorfor byretten fandt, at tømreren var erstatningsansvarlig for de opståede vandskader. Samtidig blev producenten og leverandøren frifundet.

Kommentar:

Dommen er konkret begrundet, men den kan alligevel bruges til at belyse et tilbagevendende tema i regressager; hvilke beviskrav kan der stilles til et regressøgende forsikringsselskab? Og skal det lægges forsikringsselskabet til last, at der er gået lang tid, inden syn og skøn gennemføres?

Et gennemgående bevistema, som også kan læses ud af de sagsøgtes påstandsdokumenter, var således, at man – ifølge de sagsøgte – ikke kunne bruge skønserklæringen til noget, da der først blev gennemført syn og skøn godt tre år efter vandskadens opståen, og at der derfor bestod en usikkerhed i, hvad skadesårsagen var. Synspunktet fra de sagsøgtes side var, at forsikringsselskabet var skyld i denne usikkerhed, da man ikke havde bevissikret yderligere ved at gennemføre syn og skøn allerede ved konstateringen af vandskaden.

Nok forelå der en vis usikkerhed relateret til skønsmandens konklusioner, men afgørende var, at skønsmanden var i stand til at ’skønne’ på baggrund af de fotos, forsikringsselskabet havde sikret sig ved den oprindelig besigtigelse, og hvad skønsmanden kunne konstatere om den nye og forstærkede trækonstruktion under skønsforretningen.

Det fremgår ikke udtrykkeligt af rettens præmisser, men retten her hertil formentlig lagt vægt på, at tømreren selv stod for udbedringen af vandskaden, hvorfor tømreren også havde anledning til at sikre sig (mod)bevis i anledning af vandskadens opståen. Vel og mærke i en situation, hvor et erstatningskrav var nærliggende.

Under sagens forberedelse afgav tømreren misvisende oplysninger om træstellets opbygning og arbejdsfordelingen mellem tømreren og leverandøren, ligesom tømreren i øvrigt nægtede at opfylde en række processuelle opfordringer relateret hertil. Dette medførte, at forsikringsselskabet – på et fejlagtigt grundlag – fastholdt leverandøren og producenten i sagen helt frem til og med hovedforhandlingen.

Retten imødekom imidlertid ikke forsikringsselskabets synspunkt om, at tømreren af samme grund skulle friholde forsikringsselskabet for de sagsomkostninger, selskabet var blevet pålagt at betale til leverandøren og producenten. Rettens omkostningskendelse er derfor kæret af forsikringsselskabet.

Dommen er ikke anket.

Sagen er ført for forsikringsselskabet af Birch Advokatfirma.