Københavns Byrets dom af 5. juli 2018

Københavns byrets dom af 5. juli 2018

Sagsøgeren deltog i april 2012 sammen med en række kolleger i et arrangement, som personaleforeningen på sagsøgerens arbejdsplads havde indgået aftale med en sportsforening om. Det var helt frivilligt for medlemmerne af personaleforeningen at deltage i arrangementet. Som led i arrangementet skulle sagsøgeren og hendes kolleger prøve kræfter med amerikansk fodbold. Ved arrangementets begyndelse fik deltagerne alle udleveret skulderbeskyttelsesudstyr, tandbeskytter og hjelm, som de blev tilrådet at anvende af foreningens instruktører. Derefter gik man over til en række opvarmningsøvelser, som blev fulgt op af en øvelse, hvor deltagerne skulle stå på rækker og tackle igen, når instruktørerne kom imod dem med en pude beklædt med gummi. Under det andet gennemløb kom den ene af instruktørerne med noget større fart imod deltagerne end ved første gennemløb. Dette overraskede tilsyneladende deltagerne, der i mødet med instruktøren blev kastet omkuld. Sagsøgeren, der som de øvrige deltagere bar hjelm, faldt i den forbindelse bagover og slog baghovedet imod jorden, hvorefter sagsøgeren ikke ønskede at deltage i øvelserne længere.

Efterfølgende rejste sagsøgeren krav om erstatning overfor foreningen med krav om betaling af godtgørelse for varigt mén svarende til en méngrad på 30 procent, ikke nærmere specificerede behandlingsudgifter og dækning af udenretlige advokatomkostninger. Da foreningen og dens ansvarsforsikringsselskab ikke kunne anerkende hverken erstatningspligten eller det opgjorte krav, herunder den medicinske årsagssammenhæng, udtog sagsøgeren stævning.

Efter hovedforhandling af sagen udtalte retten, at der må kræves bevis for, at der er handlet ansvarspådragende, hvis foreningen som arrangør skulle kunne gøres ansvarlig for sagsøgerens tilskadekomst. Retten lagde dernæst vægt på, at det er almindelig kendt, at amerikansk fodbold er en fysisk sport med højere grad af kontakt end de fleste andre sportsgrene, hvad der understøttedes af karakteren af det sikkerhedsudstyr, som sagsøgeren fik udleveret ved arrangementets begyndelse. Retten fandt således, at sagsøgeren havde accepteret en vis risiko ved sin frivillige deltagelse i arrangementet.

Endvidere fandt retten det ikke godtgjort, at instruktøren var gået videre end, hvad der måtte forventes, når man deltager i træning i amerikansk fodbold. Retten lagde herved vægt på forklaringer fra instruktøren og en instruktørkollega om, at det er sædvanligt, at man vælter omkuld i forbindelse med den øvelse, hvorved sagsøgeren faldt bagover og slog baghovedet i græsset.

Herefter frifandt retten foreningen.

Under selve hovedforhandlingen fremkom retten også med en mundtlig tilkendegivelse, hvorunder det blev oplyst, at sagsøgeren heller ikke ville kunne gives medhold i, at der var årsagssammenhæng mellem det krav på méngodtgørelse, som sagsøgeren havde rejst, og sagsøgerens faldskade. Sagen havde under forberedelsen været forelagt Retslægerådet, som udtalte blandt andet, at sagsøgerens gener forsvandt med tiden, og at der således ikke var tale om varige gener. Derudover fandt retten ikke, at der var fremlagt tilstrækkelig dokumentation for tabsposterne, og også af den grund ville retten frifinde foreningen.

Sagen er varetaget af advokat Thomas Birch på vegne af sportsforeningen og foreningens ansvarsforsikringsselskab.