Østre Landsrets dom af 20. juni 2022
Sagen angik spørgsmålet, om regres og ansvarsfordeling mellem to forsikringsselskaber i anledning af et færdselsuheld, der fandt sted på Helsingørmotorvejen i august 2016.
Det sagsøgende forsikringsselskab havde afholdt udgifter for tingskader påført dets egen kunde og en impliceret bilist og gjorde ved sagsanlægget krav på regres for de afholdte udgifter.
Færdselsuheldet fandt sted umiddelbart efter sammenfletningen mellem Helsingørmotorvejen og motorring 3 i nordgående retning, hvor vejstrækningen er firesporet. Det regressøgende forsikringsselskabs kunde kørte i 3. vognbane (anden yderst til venstre), hvorfra hun foretog en undvigemanøvre over i 4. vognbane (yderste til venstre) for at undgå at påkøre en motorcyklist, der var væltet. I 4. vognbane påkørte det regressøgende forsikringsselskabs kunde en bil, hvorved der opstod tingskader på de to biler. Det sagsøgende selskab var af den opfattelse, at den væltede motorcyklist var årsag til færdselsuheldet, og at dennes forsikringsskab derfor var regrespligtig for de afholdte udgifter.
Efter bevisførelsen fandt byretten, at det var et sammenstød mellem en ukendt personbil og motorcyklisten, der var årsag til færdselsuheldet, og at det sagsøgte forsikringsselskab, hvor motorcyklisten var ansvarsforsikret, derfor efter hovedårsagslæren var regrespligtig, medmindre sagsøgte kunne løfte bevisbyrden for, at det sagsøgende forsikringsselskabs kunde havde begået kørselsfejl. Dette var ikke tilfældet, og derfor blev sagsøgte dømt.
Sagen blev anket til Østre Landsret. I modsætning til byretten fandt Østre Landsret i overensstemmelse med UfR2019.930H, at det var det sagsøgende og for landsretten indstævnte forsikringsskab, der skulle løfte bevisbyrden for, at motorcyklisten ved kørselsfejl havde forårsaget færdselsuheldet. Denne bevisbyrde fandt Østre Landsret ikke løftet, og derfor blev appellanten frifundet.
Kommentar:
Dommen viser, hvor essentielt og afgørende det er at have i fokus, hvem der har bevisbyrden for et givent faktum. Det er ikke altid helt indlysende. I sagen blev det samme faktum lagt til grund i by- og landsret, men bevisbyrden vendte i Østre Landsret, og derfor blev resultatet et andet end for byretten.
Det er endvidere værd at bemærke, at landsretten i sine præmisser implementerer Højesterets dom trykt i UfR2019.930H, hvilket landsretten også fandt anledning til i FED2020.44. Det må herefter stå klart, at når der rejses krav om regres for skader opstået ved et færdselsuheld, og uanset om disse er opstået som følge af konkurrerende skadesårsager eller ved en kædereaktion, da skal sagsøgeren kunne løfte bevisbyrden for, at den sagsøgte ved kørselsfejl forårsagede færdselsuheldet.
Sagen er for motorcyklistens forsikringsselskab ved Østre Landsret ført af advokat Louise Høgh Jørgensen.
Related Posts
31/10/2024
Retten i Hillerøds dom af 24. september 2024
Erstatningsansvar idrætsudøvere imellem – accept af risiko – formulering af anerkendelsespåstande – retlig interesse
19/09/2024
Østre Landsrets dom af 3. September 2024
Grundejeransvar – indretning af lege- og træningsfaciliteter – egen skyld – accept af risiko
25/06/2024
Østre Landsrets dom af 25. juni 2024
Ansvar for offentlige myndigheder – glatførebekæmpelse – mangel på samme