Retten i Hernings kendelse af 24. november 2023

Retten i Hernings kendelse af 24. november 2023

En hollandsk svindler havde lejet en autocamper af dens hollandske ejer, bl.a. under påskud om at skulle afholde ferie på Island. Lejeren udstyrede dog autocamperen med stjålne tyske nummerplader og begik diverse dokumentfalsk, bl.a. fabrikation af en tysk registreringsattest. Herefter udgav lejer sig for at være en tysk ejer og satte autocamperen til salg (til en meget gunstig pris) på en kendt tysk handelsplatform for denne type køretøjer.

Et dansk ægtepar, der i nogen tid havde været på udkig efter en autocamper, reagerede på annoncen, og efter en kort korrespondance med ”den tyske ejer” rejste ægteparret med bus til Holland med et stort kontantbeløb i en pengekat for at gennemføre et kontantkøb af autocamperen. Købet blev gennemført under meget usædvanlige omstændigheder og stort tidspres fra ”den tyske ejer” inde i selve autocamperen på en parkeringsplads i nærheden af banegården i Eindhoven.

Lejer/”den tyske ejer” meddelte herefter udlejer/ejer, at autocamperen desværre var blevet stjålet. Ejeren havde imidlertid installeret sporingsudstyr i køretøjet og kunne konstatere, at det var undervejs til en nærmere bestemt adresse i Danmark. Autocamperen blev derfor hurtigt meldt stjålet bl.a. hos det danske politi, der var hurtige til at beslaglægge autocamperen hos det danske ægtepar allerede dagen efter ægteparrets hjemkomst til Danmark med autocamperen.

Begivenhederne i Holland blev herefter optrevlet af de hollandske myndigheder, bl.a. da den hollandske svindler havde lejet autocamperen i eget navn og under indgivelse af kopi af eget pas. Svindleren endte med at blive dømt for underslæb i to instanser og fik en ubetinget fængselsstraf.

Autocamperen var dog fortsat beslaglagt iht. retsplejelovens § 803, stk. 1, og da både i) det danske ægtepar og ii) den oprindelige ejer (eller senere i dennes sted kaskoforsikringsselskabet, der havde erstattet køretøjet som stjålet), krævede autocamperen udleveret, måtte retten træffe afgørelse herom, jf. retsplejelovens § 807 d, stk. 1.

Efter et langstrakt forløb med 4 retsmøder over en årrække, hvor sagen var udsat på endelig afslutning af den hollandske straffesag samt tilvejebringelse af oversættelser af de hollandske straffedomme i en tålelig kvalitet, afsagde retten kendelse om udlevering af autocamperen til den hollandske kaskoforsikrer, (der var indtrådt i de oprindelige ejerrettigheder). Retten fandt således, at der ikke var grundlag for ekstinktion, men at der derimod skulle ske vindikation ift. de oprindelige ejerrettigheder, hvorfor der skulle ske udlevering til forsikringsselskabet.

Kommentar:

Afgørelsen iht. § 807 d, stk. 1, angår ”alene” udleveringsspørgsmålet og altså ikke spørgsmålet om materielt ejerskab. Afgørelsen minder om fogedrettens afgørelse i de umiddelbare fogedforretninger, hvor flere parter kræver løsøre udleveret, og herefter hver især skal forsøge at godtgøre en retmæssig besiddelse. Dette til trods blev der dog konkret foretaget en meget grundig sagsoplysning og bevisførelse, og der blev afviklet hele 4 fysiske retsmøder, hvoraf det sidste på mange måder svarede til en hovedforhandling i en civil sag. Rettens prøvelse af sagen gik således langt ind i materien i spørgsmålet om ekstinktion/vindikation.

Retten slår herefter ikke overraskende fast, at den potentielt ekstinkverende erhverver må være i god tro. Ved at have gennemført et meget dyrt kontantkøb på en parkeringsplads i Eindhoven under de konkrete omstændigheder, og idet sagen i øvrigt rummede en perlerække af tvivlsomme omstændigheder i forbindelse med handlen, forelå der ifølge retten en ”ikke ubetydelig uforsigtighed” hos det danske ægtepar.

Ekstinktion af ejerrettigheder over løsøre kræver endvidere svigt hos ejer, som kan bestyrke, at erhverver var i god tro. Et sådant svigt kan fx være betydelig passivitet hos ejer og/eller uforsigtighed i henseende til at skabe legitimitet for den person, der uberettiget foretager overdragelsen. I den konkrete sag var der dog hverken udvist passivitet eller uforsigtighed hos den oprindelige hollandske ejer, der tværtimod havde handlet hurtigt og effektivt med henblik på at sikre sin ret.

Kendelsen følger således dansk rets udgangspunkt om vindikation i denne type sager, jf. DL 6-17-5 (tyveri), 5-8-12 (betroelsestilfælde) og retspraksis iht. disse regler. Særligt UfR 2020.894 H, der står på skuldrene af ”Swane-dommene” (UfR 1972.746 H og UfR1975.381 H), har været styrende for retten, jf. præmisserne.

Sagen er for den rette hollandske ejer og det hollandske forsikringsselskab ført af advokat Lars Schreiner Hansen.